Denne fortælling er baseret på, hvad min farfar fortalte om sine drengeår i landsbyen Onsbjerg på Samsø. Jeg var dengang en lille fyr på 10 – 12 år, og det er en skam, at jeg har glemt de fleste historier.

Peter Holm Mortensen 2012

Hjemme i Torup, hvor vi boede, da jeg var barn, havde vi et lysthus i haven. Der var et bord, som bestod af en stor og flad sandsten på 78 gange 188 cm, meget tung og solid. Stenen lå på 5 cementrør, der fungerede som ben. Et i hvert hjørne og et under midten. Der stod en masse på den, men meget utydeligt. I lysthuset legede vi unger masse af gange, og den svære bordplade har været centrum for mange børns tummel og andre hyggestunder for familie og venner. Vi børn fik at vide, at det var en gammel gravsten, men først som voksen er historien blevet klarlagt for mig.

Da hjemmet i Torup blev solgt, fik jeg stenen læsset på en vogn og kørt til Tranebjerg, og planen var at stille den an som før. Efter et stykke tid ændredes planen, og jeg spurgte folk ved Onsbjerg kirke, om de var interesseret i at få stenen, og det var de heldigvis. ”Kan du ikke selv komme med den?” var svaret. En maskine fra Kremmer Jensen klarede resten, og nu ligger stenen blandt mange andre i den kønne mindelund vest for kirken og med søen og åkander som centrum.

Nu er det svært at tyde, hvad der står på stenen, men omkring 1970 satte min far Albert sig for at ville have det opklaret. Stenen blev gjort ren for det mos og de alger, der var på den, og han skrev det hele ned. Der står:

Herunder hviler støvet
af
Min uforglemmelige mand
skipper
A. L. Steen
Født på Sjælland
Den 6te Maj 1802
Død paa Samsøe
Den 4. August 1836
Dette minde lægges
af hans dybt sørgende Enke
og tvende smaa børn.
S. Steen.
Atter har skæbnen ramt mig
ved at bortkalde min kære søn,
Niels Christian Steen
til hans elskede Fader
født den 13ende oktober 1833
død 26ende November 1836
C H E S E 1860
Christian Henrik Egeriis og Sidsel Egeriis

Det er en meget sørgelig skæbne, der ligger bag. Sidsel mister sin 27-årige mand og det ene barn kort efter. Årstallet 1860 er nok der, hvor min familie kommer ind i billedet, for skipper Steen havde haft den gård, der kaldes Tvebjerggaard, og som ligger øst for Onsbjerg alderdomshjem. Her har familien haft hjemme, indtil gården blev solgt til min tipoldefar Peter Jensen Palle (Tærsker) i 1860.

Om ham kan jeg fortælle, hvad jeg senere har hørt som lille. Han begyndte at gå rundt som kludekræmmer og at handle med folk. Senere blev hans udvalg ændret til finere ting, så nu blev han kaldt kniplingskræmmer. Han må have haft evner som handelsmand, for en overgang var han ejer af kroen i Onsbjerg. I 1860 har han så købt ”Tvebjerggaard” og er blevet landmand. Set med nutidens øjne må det have været en besværlig gård at drive. Det var en firelænget gård med vej rundt om på de 3 sider, og den ligger stadig sådan. Der var et stuehus med have mod syd, men ellers ikke noget jord ved husene. Lidt øst for byen var et par tønder land lav og frodig jord kaldet vænget. Resten af de godt 70 tdr. land lå ca. en halv kilometer nord for byen, ud ad en dårlig grusvej, flankeret med store popler. Her begyndte så den største part af jorden med de to ”Tvebjerge”, hvor markvejen gik op over det laveste sted på de to bakker, men det var opad. Herfra var der langt til det yderste af marken. Husk, dengang foregik al kørsel med heste, så der er gået megen tid med at komme frem og tilbage. Arbejdsdagen var lang dengang, og der var mange folk på gården for at overkomme arbejdet, både karle og piger og husmænd, og tit var det deres koner, der tog sig af at malke køerne. Der skulle også laves mad til alle, der var på bedriften.

Ud over den store mark hørte der også 7 tdr. land til. De lå nord for Sælvig ud til havet, heraf lå en halv tønde land lavt neden for ”Kostebakken” (Kåshøj). Det stykke jord er væk nu, hvor havet har gnavet sig helt ind til skrænten. Men dengang var der græsning til får – mere herom senere.

På denne gård voksede min farfar op. Han hed Morten Peter Mortensen og var født i 1872. Der var kun to børn, søsteren Ane Kristine, der var fra 1869, og ham. Deres mor Marie blev født 1842, og var datter af kniplingskræmmeren P. Tærsker. Han var fra 1814 og blev på gården til sin død i 1891. Maries mand (min oldefar) var fra Kolby og hed Morten Henrik Mortensen.

Min farfar fortalte, at han som dreng oplevede, hvordan en arbejdsdag startede dengang, ved at Peter Tærskers kone kaldte på sin mand om natten ved at råbe med en skinger stemme lidt over kl. 03.00. ”Pæje – klokken går til fire”. Så måtte han jo op og ud til fårene. De stod bundet nedenfor ”Kostebakken”, for at flytte dem i tøjrslaget, så de kunne få græs med morgendug på og vanding, var derfor ikke nødvendigt. Når det var gjort, gik han hjem igen, og når han nåede Onsbjerg igen, var klokken så mange, at det var tid at vække folkene på gården til dagens dont.

Min farfar fortalte os børn mange historier om de drengestreger, som han og hans kammerat Andreas var med i. Dengang var der mange, der troede på trolderi, for man havde kun det lys, der kom fra petroleumslamper og tællelys, som man selv støbte ved at dyppe en væge i fåretælle. Når man gik i svag belysning og hørte noget pusle, ja da havde fantasien frit spil til at tro på skrøner om nisser og troldtøj. De to knægte kunne finde på at tage et hvidt lagen over hovedet og løbe ned ad staldgangen, mens konerne sad og malkede i en halvmørk stald. Der blev skreget op, og køerne sparkede til spandene, hvad var det dog, de så?

En anden gang havde de to knægte fundet en gammel pistol. De fandt sortkrudt og fik en kugle i, men de turde ikke fyre den af, hvis den nu skulle eksplodere. En dag i middagspausen, hvor alle sov, bandt de pistolen fast i en vindueskarm og fastgjorde en snor til aftrækkeren, så de kunne fyre den af i sikker afstand. Pistolen gik af med et vældigt brag, og fra haven hørte de hanen give ondt af sig. Drengene kom væk i en fart med pistolen. Men der var ingen, der kunne forklare, hvorfor vindueskarmen pludselig var så sort, og hvorfor den store hane var begyndt at halte.

En gang skulle der holdes bryllup i gården for noget familie. I stedet for som nu at give gaver til de unge, så skikkede man et bidrag til festen. Nogle gav et par høns, andre æg eller bagte en kage. De, der skulle giftes, må have haft mange venner, for der blev givet 21 kransekager. De blev samlet i spisekammeret og så meget lækre ud. Drengene fik lirket et vindue op udefra, tog 2 kransekager og fik dem med op på loftet, hvor de blev sat på et bræt, der lå over hanebjælkerne. Så var der lidt lækkert til dem selv efter brylluppet. Der var aldrig nogen, der fandt ud af, at de manglede til festen. Der var jo nok endda.

Der var mange børn i Onsbjerg dengang, og de var vel lige så glade for søde sager, som børn er nu. Dengang kunne de finde på at købe et sigtebrød ved bageren for 2 øre. Hos snedkeren lånte de en sav og flækkede brødet, kom godt med puddersukker indeni, satte brødet mellem 2 brædder og klemte det fladt. Så havde de en lækkerbisken.

I den periode, hvor P. Tærsker var klude- og kniplingskræmmer, kom han rundt i landet og traf mange på farten som han selv. Da han nu var blevet fastboende, vidste de farende svende, at hos ham kunne de finde husly og et måltid mad, og derfor var der ofte folk der overnattede der. Sådan også en nat i 1864, da der gik ild i den stråtækte gård. Nogle forsøgte at slukke ilden, og andre forsøgte at bjærge det, der var muligt af dyr og bohave. Kludekræmmeren, der havde overnattet der, var kommet ud i sikkerhed, men kom så i tanker om hans nye læderstøvler, som var i et kammer. Han løb ind efter dem, men da han skulle ud, skred det brændende tag ned på ham, så han omkom. P. Tærsker var dengang opkøber af korn for Broge i Århus. Derfor lå han inde med rede penge, så han kunne afregne med folk, han købte hos. Pengene var i en skuffe i chatollet. Det kom han i tanke om i forvirringen under branden. Han vidste, at der lå rapsfrø på loftet over stuen, og mente at det ville sinke ilden i at brænde igennem. Han løb ind i stuen, der var fuld af røg og famlede sig frem til chatollet, fandt skuffen og kom ud i god behold. Først da opdagede han, at det var den forkerte skuffe, det var den med de gamle almanakker. Resten blev ildens bytte. Efter branden blev gården genopbygget der, hvor den ligger nu på Stadionvej 20a.

På et tidspunkt overdrog P. Tærsker gården til datteren Marie og sviger sønnen Morten Henrik Mortensen, der var fra Kolby. De fik to børn, Ane Kirstine i 1869 og Morten Peter Mortensen i 1872, min farfar. Da han skulle giftes i 1897 med Line (Caroline), der var datter af høkeren i Onsbjerg, som hed Jens P. Nielsen, så blev der problemer med præsten, som hed Helweg. Han ville ikke vie det unge par. I kirkebogen står der, at vielsen blev foretaget af kapellan Jørgensen fra Tranebjerg under pastor Helwegs bortrejse.

Min farfar var vist lidt af en rod i sine unge dage. Han var en af de første, der fik en cykel – ”hvad skal der dog blive af de unge, der laver vejene usikre med de der nymodens køretøjer?”. Han var vist heller ikke så flittig til at gå i kirke, som præsten ønskede. Der var tit jagt eller fiskeri, der også skulle passes. Han brød sig vist ikke om præsten, og det var nok gensidigt.

Dengang var man begyndt at dyrke kålroer til at fodre køerne med om vinteren. Kålroer kan let rådne indeni og dog stadig være hele udvendigt, men så lugter de ikke ret godt. En vinterdag, min farfar og Andreas var ved at læsse roer på en vogn ved kulen, så de, at præsten kom gående på vejen bag en høj hæk. De fandt en egnet roe, stak greben i den, og da de mente sigtet var i orden, vippede de greben over skulderen som en blide, og roen røg af sted. Om præsten blev ramt vides ikke, men forholdet imellem dem blev ikke bedre af den affære.

Nogle år før Line og min farfar blev viet, var søsteren blevet gift med Frederik Bertelsen, og de hjalp til på gården. Line og Peter boede i et hus tæt ved høkeren, der hed Sorgenfri. Når der var en lejlighed til det, købte han en ung kvie, slagtede og parterede den, lagde kødet på en vogn og kørte rundt og solgte frisk kød. Det kunne han lide, ligesom jagt og fiskeri blev dyrket flittigt.

I 1899 blev en gård i Torup sat på auktion. Den havde været ejet af frk. Mønsted, hvis far var læge og havde boet der. Nu var frøkenen død, og ved auktionen var det min oldefar Morten Henrik, der købte den. Her flyttede så Ane Kirstine og Frederik til, men de blev der kun i få måneder, for søsteren længtes efter Onsbjerg og det, der var på gården. De kom tilbage, og i stedet flyttede Line og min farfar til Torup med deres lille dreng Henry. De fik i alt 5 børn, og den yngste af dem var min far Albert, der var født i 1907.

Omkring 1910 fik min farfar at vide, at gravstedet over skipper Steen skulle sløjfes. Da der jo var et tilhørsforhold til hans hjem i Onsbjerg, fik han lov at få stenen, hvis han selv ville hente den hjem. Ved stærke folks hjælp blev den læsset på en vogn, og turen gik imod Torup. Med på turen var hans datter Helga (Skottensbjerg) på 10 år. Hun har fortalt, at da de kørte ud af Onsbjerg, kom en lille pige med lidt slik som en hilsen. På turen havde hun selskab af den trofaste hund Kajus. Stenen blev anbragt som bord i lysthuset i Torup, hvor den var de næste cirka 80 år.

Min farfar kom altså til Torup, og hans søster blev i Onsbjerg sammen med Frederik, der var en dygtig landmand. En dag, han var ude at pløje, ramte ploven en sten og hoppede op og ramte ham i maven. Det blev han syg af, og han døde i 1912 kun 47 år gammel. Ane Kirstine var da 43 år. Hun drev gården videre med gode karle og bestyrere, men med omtalte afstand til markerne var det ikke let at have overblikket alle steder. Datteren Meta var da 19 år, og Martin var 17 år. Han forsøgte at holde styr på sagerne, men var ret svagelig. Martin fik sig en dygtig og flittig kone i Anna, men under krisen i 30’erne blev gården solgt, og marken blev delt i flere parceller. Selve gården med 27 tønder land blev i mange år ført videre af Margrethe og Niels Nielsen fra Pillemark. Familien fra gården byggede huset ”Håbet” og flyttede ind. De beholdt de to tønder land, der kaldes ”Vænget”, og det drev de som gartneri i godt en snes år.