For nogle uger siden sad gruppen af Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsøs frivillige på arkivet og arbejdede med registreringer, da det bankede uventet på døren, og ind kom to gæster, en kvinde og en mand.

Manden forklarede, at han under et besøg på en farm i Amerika havde mødt vores anden gæst, Lora Bertelsen, en tredje-generations efterkommer af samske bedsteforældre. Nu var hun så her på slægtens ø, Samsø, og skulle som så mange andre hastigt gennemrejsende besøge slægtens steder (Ørby).

Lora Bertelsen tog over og fortalte om bedsteforældrene fra Samsø, der som ganske unge havde forladt Ørby med tre små børn for at finde lykken i Amerika, hvor der allerede boede venner fra Ørby.

Det var hendes inderste ønske at finde yderligere oplysninger om bedsteforældrene og deres hus, om det stadig fandtes, andre navne i slægten - kort sagt alt, som vi kunne finde frem til. Vi var dog ikke stødt på slægten tidligere, og trods vores ellers store viden om Samsø måtte vi nok melde pas. Vi fik kontaktoplysninger til Lora Bertelsen og så hastede gæsterne ellers videre i deres korte visit på Samsø til en aftale med Harald Sørensen fra Ørby Borgerforening om en fremvisning af Ørby kirke.

Her skulle beretningen så slutte, men nej. Ét af de slægtsnavne, Lora Bertelsen havde fortalt om, virkede påfaldende bekendt fra en samling billeder, som vi hidtil ikke havde forsket så meget i. Billederne var allerede skannet ind, og jeg vidste derfor på forhånd, at de havde forbindelse  både til Amerika og til et gammelt hus i Onsbjerg.

Det var da værd at vise hende de mange billeder af ukendte, og jeg fik derfor lavet en aftale til den følgende dag. Atter forsamlet i foreningens lille arkiv kiggede vi så billeder - ét for ét med og med tilhørende kommentarer. Pludselig udbryder Lora: "Oh - that is my grandparents and their four children" (billledet indsat herunder) og siden dukkede yderligere to billeder op af familien, hvoraf det ene var et bryllupsbillede, som hun aldrig havde set før.

Vi talte begge om, hvor fantastisk det er først at rejse mange tusinde mil over Atlanten, så at lede efter nålen i høstakken for til sidst at følge en fornemmelse på baggrund af et slægtsnavn og så pludseligt at stå med billeder af den nære familie i hånden.

Jeg synes efterfølgende, at det ikke var spor mærkeligt, at Lora Bertelsen meldte sig ind i foreningen, og siden har vi fundet masser af nye og nyttige oplysninger til hende. Vi glæder os allerede til at se hende igen, ligesom vi gør det med alle andre medlemmer af foreningen.

Trods Loras manglende kendskab til dansk sluttede hun besøget med at købe foreningens årbog om udvandrerperioden "Samsingernes drøm om Amerika", for, som hun sagde "Then I'll have to learn it" - så må jeg jo bare lære det.