Vi er også på Facebook:  FaceBookIcon.gif

logo.gif (4325 bytes)
Stiftet 19. maj 2001

Nyt om SLFS:
Nyhedsbrev februar 2024
Husk at betale kontingent
Husk at bestille Årbogen 2023
Det sker i 2024
Samsø billed database
Samsø slægtsnavne
 

UK.png English Summary

Nyeste artikler:

Opdateret:
19/04/2024
af: Niels Erik Thunbo Pedersen

Webmaster:
Niels Erik Thunbo Pedersen

Sprog/Language:

Persondatapolitik:
Persondata- og Cookiepolitik

Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø Du er ikke logget ind
LOG IND
»Ingen fremtid - uden fortid«
Traditionerne omkring fastelavn.
Skrevet af: Niels Henrik Nielsen, 07/02/2018 - Redigeret af: Niels Erik Thunbo Pedersen
Vis Oversigten

I min barndom var traditionen med at gå fastelavn forbundet med egen opfindsomhed ved udklædning, ofte var man iklædt aflagt tøj fra én af forældrene. Ansigtet var skjult bag en hjemmelavet maske og så gik det ellers rundt i nabolaget sammen med ens ældre søskende eller andre børn fra samme område.

Jeg mindes det som en kort overgang for egentlig synes man nok det var lidt pinligt og flovt at skulle aftvinges samme sang om og om igen, blot for nogle skillinger eller lidt slik.

I det lokale forsamlingshus i Kirke Helsinge, hvor min far var kasserer afholdt man fastelavnsfest hvor vi skulle slå katten af tønden.  Der var flere tønder til rådighed og man blev rangeret efter alder eller højden, odds skulle jo være nogenlunde lige.

Fastelavnssøndag holdt nabolandsbyen fastelavnsridning som er en vedligeholdelse af den gamle tradition hvor bøndergårdenes karle red rundt til gårdene og fik lidt at styrke sig på. De forsamledes senere i denne nabobys forsamlingshus og fortsatte festen der. Traditionen minder jo meget om sommer-i-by her på Samsø.

Nedenstående billede som stammer her fra Samsø viser en tredje tradition som var knyttet til havnebyerne, et fastelavnsoptog med træjollen bagerst til højre som en central del i optoget. Mændene i jollen med deres flotte høje hatte har rejst årerne lodret og i stævnen er monteret en lille signalkanon.

Deltagerne i optoget er alle grupperede, til venstre soldaterne og til højre måske søfolk i deres hvide busseronner. En del bærer kogekedler – måske til at samle bidrag ind til et godt formål og vi ser masser af faner i optoget.

Mange rundt om har musikinstrumenter så der har været fest i byen og det må formodes at vi taler om Ballen, for i den forreste hestetrukne vogn sidder en lokal Morten Jørgen Mortensen, snedker og tømrer som sin far. Han er let genkendelig fra andre billeder og hestene er sikkert hans egne, som blev anvendt når han udførte sin mission som depotbestyrer for Carlsberg. Huset i baggrunden kunne være ”Carlsbergsminde”, nuværende beliggende på hjørnet af Strandvejen og Østerløkkevej. 

Yderligere 3 personer adskiller sig fra mængden, foran M. J. Mortensen står dreng som ganske bestemt har fået krone på hovedet. Som nummer 7 fra venstre står Kong Neptun, hans gevandter er ganske ulig mængdens og skal illudere tang og andet godt fra havet. I midten og med hvide knæstrømper står optogets ”leder”, han har skilt hængende om halsen samt et horn som han kan blæse optoget i gang med.

Billedet er dateret til i starten af 1900-tallet, måske vi kan genopleve sådanne fine traditioner engang i fremtiden.

 

Niels Henrik Nielsen

f/Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø.

Kommentar fra webmaster: Ovenstående foto synes at være er taget foran det gamle Standlyst i Ballen:
http://www.genealogy-samsoe.dk/Postkort/18527.jpg  

www.genealogy-samsoe.dk - 0
Grafik og tekst er optimeret til Internet Explorer
Set bedst med en skærmopløsning på 1024 x 768 eller højere
AspUpload Table Editor
Powered By: Snitz Forums 2000 Version 3.4.03