Fra
Holbæk Amt
Historiske Årbøger
47. bind
Udgivet af
Historisk Samfund for Holbæk Amt
XIV binds 3. årgang
1954
I Kommission hos P. Haase & Søn i København
Holbæk Amtstidendes Bogtrykkeri
1954
Egne kommentarer:
I de afskrevne artikler er aa rettet til å.
Ved deling af siderne er det tilstræbt ikke at dele ord og sætninger hvorved sidetallene kan være lidt forskudt i forhold til den originale tekst.
Kirkelige Forhold på Samsø
i ældre Tid
Af Forstander F. Elle Jensen.
Side 56
Man kan ikke påstå, at Biskopperne i Århus i ældre Tid har taget sig deres Tilsynspligt overfor Samsø særlig højtideligt; thi mens de ellers normalt visiterede i deres Herreder omtrent hvert 4. År, var det kun 4 Gange i alt, de i det 18. Århundrede besøgte Øen. Grunden var naturligvis de Besværligheder, som i en Tid uden fast Rutefart var forbundet med Hen- og Tilbagerejsen, der jo ligeledes i høj Grad var afhængig af Vind og Vejr, så det var vanskeligt forud at lægge en fast Plan for Turen og senere overholde den. Formodentlig har Bisperne betragtet en Færd til Samsø som en helt lille Udenlandsrejse, hvis Ulemper var så store, at de fritog dem for at visitere derovre på samme Måde som i de øvrige Dele af Stiftet.
Biskop Braem (1691-1713) var der i Året 1706, men der foreligger ikke nogen Optegnelser fra hans Hånd om hans Syn på Øens Præster og Menigheder.
Så gik der ikke mindre end 41 År, før den næste Tilsynsmand viste sig. Det var P. Jacobsen Hygom (1738-64), der 1747 vovede sig afsted, og da hans Indberetning til Kirkekollegiet i København er bevaret, får vi derigennem et interessant Indblik i, hvordan Menighedstilstandene på Øen, set med en fuldblods Pietists Øjne, artede sig. [1]
Han begyndte i Kolby, hvor Præsten, Mag. Johannes Rehling (1736-49) holdt en opbyggelig Prædiken og fik det Skudsmål, at han i- alt sit Væsen viste sig som en retsindig Kristi Tjener. Ungdommen syntes i det hele vel undervist, hvortil bl.a. bidrog, at Grevskabet for længst havde oprettet Skoler i hvert Sogn og
Side 57
både indrettet dem så godt og lønnet Skoleholderne sådan, at det var muligt at få duelige ”Subjekter" til Gerningen. Her på Stedet havde man en skikkelig Studiosus.
I Tranebjerg var Sønderjyden Niels Hass (fra Tønder) Præst 1720-52. Han havde i sine unge År studeret både i København og i Wittenberg, og også hans Prædiken vandt Biskoppens Bifald. Den blev holdt, siger han, med ugemen Veltalenhed og vandt Genklang i Tilhørernes Hjerter, så de påhørte den med særdeles ”Attention" og Andagt, og det var klart, at han længe havde arbejdet trolig og ikke uden Velsignelse i sin Menighed. De unge svarede ved Overhøringen med Forstand og Færdighed, så det syntes, at man her havde Lyst til Guds Riges Kundskab, og at der var Håb om, at dette ved hans Nåde i alt Fald hos nogle måtte bære Frugt i en sand Oplysning og Hjerternes Forandring. Der var 3 Skoler og gode Skoleholdere i Sognet, men Degnen var svagelig og måtte have en Substitut.
Mindre tilfreds var Hygom åbenbart med Provst Eberhard Friis
i Besser-Onsbjerg (1741-48), thi om hans Prædiken hed det kun, at den var
ganske grundig og opbyggelig og fremførtes med gode og velanstændige udvortes
Gaver - det sidste lyder jo ikke så godt. Alligevel var der både hos gamle og
unge en forunderlig Agtsomhed i at høre og Duelighed i at svare. Om Degnen, der
samtidig var Kapellan, siges, at han i Liv og Embedsførelse er ustraffelig. Han
hed Otto Luja (1746-76).
Derimod roses Præsten i Nordby, Jesper Clausen (1731-52),
der holdt en meget eftertænksom Prædiken, som en Mand, der under stor legemlig
Skrøbelighed var brændende i Ånden, benådet med en retfærdig og opbyggelig
Lærers (Præsts) alle gode Egenskaber, og hvis Gerning viste sig at bære Frugt
både hos gamle og unge.
Om sine Indtryk af Forholdene på Samsø - hvor han i øvrigt i 12 Dage blev opholdt af Modvind - skriver Hygom sammenfattende, at det overalt med Sandhed kan siges, at dette ”Lands” Indbyggere ligesom Berøerne [2] er af en bedre Menneskeart end almindeligt på andre Steder, så man ikke uden Glæde og Fornøjelse kan forrette sit Embede blandt dem.
Side 58
Nogen pietistisk Vækkelse synes der ikke at have været, men så udpræget en Partimand Biskoppen ellers var, har han dog været i Stand til også at vurdere Ikke-Pietisters nidkære Arbejde, deraf de rosende Ord om et Par af Præsterne og deres Gerning. Den eneste af dem, der måske har været noget påvirket af Pietismen, er Jesper Clausen, som blev teologisk Kandidat 1728, da Bevægelsen for Alvor begyndte at gøre sig gældende i København. Hans Skifte viser, at han har ejet en Del Bøger af Spener. [3] Senere synes hans Færd imidlertid ikke at tyde på, at han har været meget præget af den.
1780 var Biskop Jørgen Hee (1777-88) på Visitats. [4] Han blev den 28. Maj afhentet i Århus af Øens eneste jagt, der ellers blev anvendt til Transporter af enhver Art, og af den i Løbet af godt 6½ Time sejlet til Langør, hvor den ankrede op, fordi den ikke kunde gå helt ind til Land. Passagererne måtte derfor stige om i en mindre Båd, der imidlertid heller ikke kunde gå helt ind, da der ingen Anløbsbro fandtes, men kun lå nogle løse Sten, som de rejsende måtte balancere henover for at nå ind på Stranden. Her holdt der en Vogn fra Provst Evens (1765-93), der kørte Biskoppen til Besser.
I de følgende Dage besøgte Biskoppen derefter Menighederne på Samsø. Han begyndte i Besser-Onsbjerg [5] , hvor han var særdeles vel tilfreds med Forholdene; kun undrede han sig højlig over, at der ikke var nogen Kirkeklokke i Hovedsognet, uagtet Trækonstruktionen i Tårnet udviste, at der skulde have været to. Ved en nærmere Undersøgelse af Sagen kom det frem, at sådan havde det været i hele 34 År; hvornår og hvorledes den ene var forsvundet, kunde ingen oplyse noget om, den anden derimod var revnet, da man 1746 ringede over Kong Christian VI, og ganske vist bagefter blevet sendt til København til Reparation, men siden havde ingen hørt noget til den. Ikke desto mindre havde man i den forløbne Tid klaret sig helt godt uden den, da Provst Evens, der altid plejede at møde på Klokkeslet til de
Side 59
kirkelige forretninger, efterhånden også havde fået Menigheden vænnet til at møde, når den skulde, så Ulemperne var mindre, end man skulde have vente! Biskoppen kunde naturligvis ikke tage Hensyn hertil, men forlangte, at Grevskabet Samsø, er som Ejer af Øens Kirker havde Pligt til for Tienden at holde Inventaret vedlige, skulde anskaffe nye Klokker; skete det ikke, vilde Sagen eventuelt blive forelagt Kongen. At Biskop Hygom ikke har omtalt den manglende Klokke, skyldes antagelig, at den på dette Tidspunkt ventedes tilbage til Besser fra København.
I Kolby fik Degnen Hvalsøe det bedste Skudsmål af Provst Evens for sin Flid med Ungdommen såvel i som udenfor Skolen, og Biskoppen kunde derfor kun bede ham fortsætte på samme Måde. Mindre fornøjet var han derimod med Præsten, Bertel Wederkinch (1776-86), der katekiserede dårligt, og hvis Prædiken over Rom. 15, 4 han heller ikke syntes om. Han fik i den Anledning, en alvorlig Formaning til at tage sig bedre af de unge og drage Omsorg for, at de virkelig lærte at forstå deres Børnelærdom, så de ikke nøjedes med at blive hængende i det døde Bogstav og mente, at det var nok at kunne opremse Forklaringens Ord. Wederkinch takkede for denne Anvisning og lovede at rette sig -efter den, ”hvortil Gud give ham både Lykke og Nåde, at hans Forfremmelse må være åbenbar i alle Ting. 1. Tim. 4, 15.”
Den i Biskop Hygoms Visitatsrelationer tidligere omtalte Jesper Clausen i Kolby var 1752 blevet forflyttet til Tranebjerg. Han var nu 79 År gammel og ikke mere i Stand til at tage sig af sit Embede, men Provst Evens sagde, at han havde været en både flittig og indsigtsfuld Embedsmand. Det gør derfor et lidt underligt Indtryk at høre, at hvad han siden mest mindees for, var sin Lyst til Smederi, og at han forhuggede sin Have og lod Præstegården forfalde - noget, der egentlig ikke tyder på, at han var grebet af Pietismens Tanker. Nu bestyrede hans Søn og Kapellan Hans Winther Clausen. [6] Kaldet for ham og gjorde det til Biskoppens nogenlunde Tilfredshed.
Side 60
Men han havde ingen Udsigt til at kunne blive sin Faders Eftermand, da en Kandidat Johan Frederik Henckel, Broder til Grevskabets Godsforvalter, allerede 1771 havde fået Løfte på Embedet. 1779 blev han Kapellan på Stedet og Sognepræst 2 År efter ved Clausens Død. [7] 7)
Biskoppen må ikke have befundet sig vel i den slet vedligeholdte Præstegård, thi han noterer, at han rejste bort på selve Visitatsdagen.
I Nordby var der mange unge til Stede i Kirken, men til
Biskoppens store Forundring og Fortrydelse var det næsten umuligt at få dem til
at svare et eneste Ord på hans Spørgsmål, hvor megen Umage han end gjorde sig
for at få dem dertil, og de var ganske uimodtagelige både for hans Bønner og
Irettesættelser. Provsten erklærede imidlertid, at Sognepræsten, Andreas Kragh
(1778-86), var ganske uskyldig heri, og Kragh selv forsikrede, at der var
adskillige af de unge, der havde udmærkede Kundskaber, men at ”et Særdeles
Væsen hos disse Insulaner (Øboer) i Almindelighed udmærker Nordby Menighed, som
og ligger langt adskilt fra de andre Sogne, især tillige med en dårlig Frygt og
Undseelse, da der i 33 År ikke har været nogen Bisp på Øen.” Hee formanede dem
da om at bruge Mund og Mæle i rette Tid og navnlig når det gjaldt deres
Menigheds Opbyggelse, ligesom han bad Præsten at få Degnen til at vænne
Ungdommen til at svare tydeligt såvel i Skolen som i Kirken.
Kirkernes Tilstand fandt Biskoppen nogenlunde - hvad man med
en Smule Kendskab til hine Tiders Forhold utvivlsomt må fortolke derhen, at de
var temmelig forfaldne. Dog påtalte han visse Mangler i Tranebjerg og Nordby,
og Forvalter Henckel lovede straks, at de skulde blive udbedret allerede samme
Sommer.
Til sidst giver Biskoppen på Grundlag af Samtaler med Præsterne en Karakteristik af Samsingerne, idet han fremhæver, at de modsat Folk mange andre Steder udmærker sig ved Arbejdsomhed, Ædruelighed, indbyrdes Hjælpsomhed og flittig Kirkegang; ej heller er de så rå i deres Mund og ikke hengivet til Slagsmål, selv når de kommer til Gilder.
Side 61
Disse slutter Kl. 10. ”Den gode Gud lade deslige og andre Laster fremdeles være og blive ubekendte og uønskede iblandt dem, at Ære må bo i Landet, Miskundhed og Sandhed møde hinanden etc." Ps. 85, 10-11.
Så gik der atter 14 År, før den næste Biskop viste sig (1794) Det var Dr. theol. H. F. Janson (1788-1805). Han var en mild og venlig Tilsynsførende, der gerne vilde se alt fra den lyseste Side, hvilket i høj Grad præger hans Visitatsoptegnelser, [8] så hans Bedømmelse af de faktiske Forhold må modtages med en vis Varsomhed.
Han begyndte i Besser, hvor Provst Wellejus, tidligere i Herlufsholm, 1793 havde afløst den gamle Evens. Selv var han heller ikke ung mere, ca. 74 År, men fuld af Arbejdslyst, siger Biskoppen, der dog fandt, at hans Prædiken, der ellers var godt holdt, var lovlig bred, ligesom der kunde indvendes et og andet mod Dispositionen i den, men, han katekiserede udmærket og viste herunder megen Øvelse deri. Som Medhjælper havde han en residerende Kapellan, Jens Amdisen (1793-97),”ganske duelig og velsindet” og en dygtig Katekisator. Han var også Degn, men holdt for en ringe Betaling en Substitut til at lede Sangen. Janson mente, at denne Tilstand burde rettes ved næste Præsteskifte, da Embedets Indtægter var så store, at de nok kunde beskæres til Fordel for Kapellaniet, der da på sin Side måtte adskilles fra Degneembedet, og dette da besættes med en duelig Mand, som både kunde tage sig af Skolen og Sangen. De Skoleholdere, der nu var i Pastoratet, var ikke for godt aflagt, men de arbejdede med Flid, og Ungdommens Kundskaber var ret tilfredsstillende. Kirken fandt Biskoppen i helt god Stand, ligeledes Kapellanboligen, mens Præstegården gjorde et forsømt Indtryk.
I Kolby var Andreas Kragh, tidligere i Nordby, blevet Præst i Året 1786. Biskoppen roser hans Prædiken og Katekisation og kalder Degnen og Skoleholderen Frederik Friis flittig og dygtig, ligesom han intet havde at udsætte på Kirkens og Præstegårdens Tilstand.
Side 62
I Tranebjerg befandt Biskoppen sig særlig vel, hvortil sikkert også bidrog, at Sognepræsten Joh, Fr. Henckel (1781-1818), der var en formuende Mand, havde ombygget den gamle, forfaldne Præstegård, der nu kunde fremtræde som ny, og genanlagt Haven. Janson siger i øvrigt om ham, at han er i Besiddelse af Indsigt og Lærdom, skønne Foredragsgaver og ædel Tænkemåde, og at han prædiker og katekiserer til Fornøjelse; Ungdommens Kundskaber er Bevis på ”denne Menigheds ønskede Oplysning”. Degnen, Kokansky, er gammel og ikke meget værd, men til Gengæld er der intet at udsætte på Sognets 3 Skoleholdere, så alt er i den bedst mulige Orden der på Stedet også Kirkebygningen.
Kapellan Povl Heegård havde siden 1792 bestyret Nordby Præstekald for sin Fader, Stefan Heegård (1792-98), der med sine 68 År allerede var så skrøbelig, at han vanskeligt kunne bestride det. Biskoppen syntes godt om den unge Præsts Prædiken og Katekisation, og da også Degnen var velskikket til sin Gerning, så det ud til, at Menighedens Kundskaber vilde kunne øges ved Kapellanens Flid. Kirken var i skikkelig Stand, men Præstegården havde visse Mangler, hvad dog i nogen Grad. kunde undskyldes ved, alt Embedet var det dårligste på Øen, og at Stefan Heegård først i sin Alderdom (66 År gammelt) var kommet til det. Forhåbentlig vilde Sønnen, der mentes at skulle være hans Eftermand, foretage de fornødne Forbedringer. - Poul Heegård fik også Kaldet. Han døde 1835.
Som Hygom og Hee kommer også Biskop Janson, tilsidst med
nogle Bemærkninger om Forholdene i Almindelighed på Samsø. Landet er, skriver
han, meget frugtbart og velbeboet, og der er god Græsgang og Agerland, men ikke
megen Skov. Indbyggerne er velstående og nyder mange Fordele fra Grevskabets
Ejeres Side, de er i det hele rettænkende, godt oplyste og har Lyst til Guds
Ord, ligesom en vis Æresfølelse afholder dem fra mange af de Lyder og Uordener,
der ellers kan findes blandt Almuen, og tilskynder dem til at vise og gøre godt
i påkommende Tilfælde.
Side 63
Den vellykkede Visitatsrejse fik dog et Efterspil, da Provst Wellejus bagefter sendte Biskoppen en Regning på 16 rigsdaler for Skibslejlighed til og fra Øen, thi dette blev meget unådigt optaget i Århus. Det var, skrev Janson tilbage, uhørt, at en Biskop selv skulde betale sine Embedsrejser, og 1780 havde Provst Evens da også gratis besørget Biskop Hee frem og tilbage. Nu havde han ladet Sagen gå til Kancelliet, hvis Afgørelse han ventede, men til den var indløbet, frabad han sig yderligere Henvendelse om Sagen fra Wellejus. Hvad det drejede sig om for ham, var ikke Beløbet, det var Princippet, det her kom an på men måske ønskede Samsø aldrig mere at se sin Biskop! [9] .
Det er som før antydet et Spørgsmål, om Biskop Jansons milde Bedømmelse af Forholdene på Samsø altid kan siges helt at have svaret til Virkeligheden. I Almindelighed har vi dog ikke Midler til at efterprøve den; kun på et enkelt Område lader det sig gøre, nemlig med Hensyn til Kirkernes Tilstand, idet opbevarede Indberetninger om foretagne Synsforretninger giver Mulighed for at skønne om, hvordan det faktisk stod til med dem.
1774 melder Provst Evens, at alle Kirker på Øen er i forsvarlig Stand såvel udvendig som indvendig. [10] Dette kan imidlertid ikke have passet, for 1789 [11] siger et Syn om Kirken i Tranebjerg, at den har været meget brøstfældig og nu er under Reparation, samt at den har fået et nyt Sejrværk i Stedet for det gamle ubrugelige. Det er umuligt, at Bygningen kunde forfalde så meget i Løbet af kun 15 År. At det om Besser, Onsbjerg og Kolby Kirker nu hedder, at de er i ret god Stand, tyder just heller ikke på, at Forholdene har været, som de burde, hvad Yderligere fremgår af, at der 1798 omtales en Hovedreparation i Besser. Man har i det hele taget det Indtryk, at både Provst Evens og Provst Wellejus - i Lighed med hvad der i øvrigt dengang var Tilfældet de fleste Steder i Landet - nærmest har ladet fem være lige og greb mindst muligt ind overfor Tiendeejerne, som derfor på deres Side kun foretog de allernødtørftigste Udbedringer.
Side 64
Hvor galt det i Virkeligheden stod til, kommer noksom til Orde i de Kirkesyn, som Andreas Kragh, der blev Wellejus' Eftermand som Præst og Provst i Besser (1800-06), foretog, [12] thi ved dem blev der ikke lagt Fingre imellem, måske skyldtes dette også noget, at Regeringen nu var ved at forberede en skarpere Kurs mod de forsømmelige Tiendeejere, hvad særlig viste sig ved et 1802 udstedt Reskript, der i utvetydige Vendinger indskærper Overholdelsen af de gamle Bestemmelser, som ingen hidtil havde taget alvorligt.
Hvad den 1798 omtalte Hovedreparation i Besser er gået ud på, vides ikke, men at den ikke har været ført til Bunds og nærmest kun var et overfladisk Lapværk, ses af, at der 1800 krævedes en Udspækning af Kirkens Ydre mod Syd og Vest og 10 nye Tagsten oplagt. Indvendig var 16-20 Sten sunket i Nærheden af Alteret, Alterdugen var hullet, og der manglede Rygstød i Skrifte- og Degnestolen. Der var Hul i en Planke på Prædikestolen, og der var ingen jernkrog til at fastholde Himlen over den. 4 Stole var ubrugelige.
I Onsbjerg behøvedes 2 nye Alterduge, og Messeskjorten var i dårlig Forfatning. Der var løse Lister på Prædikestolen, Gulvet var hullet, Våbenhusloftet brøstfældig, Tårnet revnet på Sydsiden og mange Sten itu, Stigen op til Klokken ubrugelig.
Tranebjerg: Omtrent alle Vinduer, Knæfald, Alterskranke og Gulv trængte til en Reparation, Døre manglede til nogle af Stolene, Prædikestolens Jernforbindelse med Muren var bortrustet, Tårntrappen delvis opslidt, Tallene på Urskiven næsten ulæselige. Udvendig behøvede særlig Tårnet Kalkning og Udspækning.
I Nordby var en Del af Altertavlens ”Zirater" faldet ned, Alterdugen til dels rådden, ligeså Messehagelen, der var helt falmet på Forsiden. Stolene trængte til Istandsættelse, og Gulvet i dem var rådnet, så man i nogle på Mandssiden kunde komme ud for at stå i Vand og Jord. Våbenhusloftet var skrøbeligt, og en af Murene stod for Fald. Kirkens Sydside var meget brøstfældig, det samme gjaldt det nederste Tårnloft; Kirkegårdsmuren var til dels væltet og kunde ikke holde Kreaturerne ude.
Side 65
Ikke stort bedre stod det til i Kolby. Her var to Bjælker ved Alteret revnet, 6 Stole skulde repareres, og Vinduerne efterses, idet nogle Ruder var itu og Blyet gammelt og mørt. Våbenhusloftet var også her brøstfældigt, Tårnlemmene rådne og Kirkeuret delvis forfaldent. 20 Tagsten manglede.
Af Provst Kraghs skrappe Eftersyn fremgår, at det modsat hans Formænd - og Biskoppen - lå ham på Sinde at få sine Kirker sat i virkelig forsvarlig Stand. I sine Bestræbelser herfor matte han imidlertid regne med Kirkeejeren, d. v. s. Grevskabet, der, som det vil ses, hidtil ikke havde vist nogen Interesse for Sagen og som andre Tiendebesiddere heller ikke mente sig videre forpligtet i så Henseende, selv efter at Regeringens Reskript var fremkommet; udstedte Forordninger plejede man ikke at opfatte efter Bogstaven. I Besser var Reparationerne i 1803 slet ikke ført til Ende, i de andre så at sige ikke påbegyndt, 1801 var der endnu flere Ruder ude i Kolby Kirke end før, så det ikke var til at være i Kirken, når det blæste. Det havde således ikke hjulpet stort, når Kragh underdanigst havde anmodet Kirkernes høje Patron, Grev Danneskiold-Samsøe, om gunstvelbehageligst at rette Manglerne, [13] men lidt efter lidt blev Forholdene alligevel noget bedre, navnlig efter at Grevskabet som en Følge af den mod Tiendeejerne skærpede Kurs havde fået et mere direkte Tilhold om at foretage de fornødne Udbedringer. [14] 1808 erklæredes Kirkerne for at være i ret god Stand [15] - hvad dog vist stadig bør tages med betydeligt Forbehold.
Har Provst Kragh været utilfreds med Kirkernes Tilstand, synes han ikke at have været det med Forholdene i Menighederne. 1801 skriver han til Biskop Janson, [16] at han på sine Visitatser har fundet adskillige blandt Ungdommen, som har gjort ham god Rede for deres Kristendomskundskab og at der er god Fremgang at spore i Skolerne. Hans Medbrødre, Præsterne, er alle gode Mænd, der røgter deres Embeder med Flid, og det samme gælder for Degnenes og Skoleholdernes Vedkommende.
Side 66
Dette siger jo ikke ret meget, og da han de følgende År udtrykker sig i omtrent samme Vendinger, bliver man ikke klogere af det. Nogle Betænkninger, Præsterne har afgivet om visse dem forelagte Spørgsmål, er derimod ikke uden Interesse til Oplysning om Gejstlighedens Syn på Tidens Problemer.
I Anledning af, at Kancelliet ønskede Præstenes Udtalelse om, hvorvidt det burde overlades til dem selv frit at vælge den Tekst, de vilde prædike over, svarede Provsten for sit Vedkommende ja til Spørgsmålet, da Tekst og Tale nu sjældent svarede til hinanden, og jo tydeligere en Præst kunde udtrykke sig, ”des almennyttigere vil hans Foredrag blive”. Hans Kapellan, Toksværd (1797-1806), syntes også, Forslaget var godt, men foretrak dog, at der til hver Søndag forelå 2-3 Perikoper til frit Valg, og at der skulde bekendtgøres for Menigheden, hvilken af dem der vilde blive brugt næste Gang, så den i Forvejen kunde tænke over Ordene. Henckel, Tranebjerg, mente, at en sådan Nyordning måtte få alle fornuftiges Bifald, Heegård, Nordby, at det vilde hjælpe til en ret praktisk Materies Afhandling, og Hammer, Kolby (1800-16), at Præsternes Gavnelyst og Menighedens Moralitet fremmedes derved, ligesom han håbede, at der nu ikke var nogen så ivrig Zelot (Fanatiker), at han vilde betage den redelige Sandhedselsker Frihed til at tænke og dømme, og selv vælge i Skriften. Det vilde ikke blive vanskeligt der at fastsætte andre til alle Pligters Opfyldelse opmuntrende Steder. [17]
På et Spørgsmål fra Biskoppen, om hjemmedøbte Børn altid burde fremstilles i Kirken, svarede Henckel, at hvis den kirkelige Handling bortfaldt, vilde Dåben tabe den Virkning, som Stifteren og Kirken tiltænkte, ”det voksne Publikum (!) ”, og så vilde den af Almuen blive anset næsten som et Tryllemiddel og dermed give Overtroen, ”denne Menneskehedens så skadelige Pest”, ny Næring. Heegård mente, at hvis Hensigten med de spæde Børns Dåb er at bestemme dem for den kristne Religions Antagelse i den modnere Alder, hvorved Forældrene får et Ansvar for deres Oplæring, bør Dåben eller dens Bekræftelse ske i Kirken for ikke at svække Ansvarsfølelsen hos dem.
Side 67
Vil nogen undskylde deres Uansvarlighed med den Fordom, at en vis mystisk Kraft har gjort Børnene til gode Mennesker, må man dog ikke forbigå den kirkelige Handling, da Forældrene ved den blev mindet om deres Forpligtelser, at Børnene blev det, de i Dåben bestemtes til at være, gode Kristne. At de skulde tage Skade på Liv og Helbred ved at føres til Kirken, anså han for udelukket; skete det, var Grunden snarest, at de var svøbt og indpakket for meget.
Det er Rationalismens Tanker, der kommer til Orde gennem disse Svar, ikke mindst Henckels. Alligevel bør man være varsom med ud fra dem at fælde alt for afgjorte Domme om de pågældende Præsters åndelige Stade. De Udtryk, de anvender, er Tidens, men de behøver ikke derfor at betyde, at det, der om Søndagen lød i Kirkerne, alene var en Række moralske Formaninger. En så positiv Mand som Biskop Balle kunde også ved given Lejlighed bruge beslægtede Vendinger. Men man tager næppe meget fejl ved at antage, at Talen om et Menneskes Pligter i Overensstemmelse med Lærebogens berømte 6. Kapitel har spillet en stor Rolle i Præsternes Forkyndelse.
Derfor har de utvivlsomt også været absolutte Tilhængere af Indførelsen af den nye evangelisk-kristelige Salmebog, der jo slog på de samme Strenge. I første Omgang lykkedes det dog ikke, og navnlig i Nordby satte Menigheden sig voldsomt til Modværge, idet de ældre under Gudstjenesten udvandrede til Våbenhuset og der sang af Kingos Salmebog, mens Præst og Degn og vel nogle andre benyttede den nye. Efter dette opgav Heegård at få den indført foreløbig, idet det skulde ske ved en frivillig Overenskomst, og det nu altså viste sig, at han ikke havde Beboernes Flertal med sig. [18]
Senere optrådte imidlertid Grev Danneskiold-Samsøe [19] som en udpræget Tilhænger af Salmebogen.
Side 68
Han anså den, skrev han i 1808 til Provsten, for nyttig og hensigtsmæssig, og han vilde gerne bidrage til, at den kom i Brug, da det måtte være enhver dansk Mands Pligt at gavne sine Medborgere. Han vilde derfor sende hver Præst 20 Eksemplarer af den, 10 til Skolen og 10 som Flidspræmier til de bedste Konfirmander i Sognet. Gammel Overtro vilde jo nok modarbejde Indførelsen i Kirkerne, og man vilde vel også krympe sig ved Udgiften til Anskaffelsen; han ønskede derfor at skænke 100 Eksemplarer - 20 til hvert Sogn - til de mest trængende, og vilde så henstille, at Præsterne fik de mest ansete Gårdmænd til at tegne sig for nogle Stykker, og at de selv havde en Del at sælge. [20] Hvad Resultatet af Grevens Aktion er blevet, ses ikke, men antagelig er den nye Salmebog efterhånden blevet indført i Sognene.
De Underværker, Oplysningen kunde øve, nærede for Skolevæsenet, gav sig naturligvis også til Kende på Samsø. Det er allerede nævnt, at Biskop Janson ønskede en Regulering af Kapellan. og Degneembedet i Besser ved indtrædende Præsteskifte, og dette billigede Regeringen, idet den dekreterede, at de, ved Wellejus’ Død af Kaldet skulde gives 100 rigsdaler til Kapellanen i Stedet for som hidtil 40, men at der til Gengæld fra Degneembedet skulde ydes 60 rigsdaler til Skolevæsenets Forbedring. Dette trådte i Kraft 1800.
Der var på dette Tidspunkt 120 Børn mellem 5 og 12 År i Sognet. Skoleholderen, den 49,årige Niels Jensen, var ikke Seminarist, men Provst Kragh gav ham til Skudsmål, at han skrev skikkeligt og ikke var ubekvem til at lære Børnene den bogstavelige Kristendomskundskab, altså Lærebogen udenad. De havde også Bibelhistorie og blev undervist i Regning, Skrivning og Læsning. I Onsbjerg var der 80 Børn, men Skoleholder Jens Nielsen Bager, der heller ikke var Seminarist, kunde med sine 79 År vanskeligt udfylde sin Plads. [21]
Grevskabet havde, som tidligere nævnt, bygget en Skole i hvert af Sognene. For Tranebjergs Vedkommende lå den i Brundby, men da Skoleholderen, Fr. Friis, tillige var Degn og ikke mente
Side 69
at kunne passe begge Bestillinger tilfredsstillende, ikke mindst på Grund af den lange Vej til Kirken, fik han Provstens og Præstens Anbefaling til at antage en Substitut. 1806 var Børnetallet 85. I Kolby, hvor der var 120 Børn, fik Degnen, Andreas Rasmussen, også Tilladelse til at holde Hjælpelærer; det var en Bondekarl, som derfor fik 40 rigsdaler årlig (og vel også Opholdet). I Nordby var Antallet i 1812 90; der undervistes af den 68-årige Degn Johan Georg Kjeldsen, som fratrådte samme År, da han ikke mente at kunne magte Forholdene længere.
Desuden havde Beboerne i Ørby, Tranebjerg, Pillemark, Mårup og Tandrup selv bygget Skoler; i Toftebjerg havde hidtil en Husmand givet Undervisning i sit Hjem, men da han 1811 døde, besluttede Folk efter Provstens Anmodning foreløbig i et lejet Lokale at holde en Lærer til deres Børn. De valgte dertil en stor Dreng på 17 År (for 40 rigsdaler og Kosten hos Bønderne), som Provsten og Kapellanen da søgte at give så megen Ballast, at han var nogenlunde i Stand til at klare for sig i Religion, Skrivning, Regning og ”Metoden”. [22]
1795 havde Biskop Janson i et Brev til Provst Wellejus bifaldet, at der blev antaget duelige Personer til at læse med Børnene i de afsides liggende Landsbyer. [23] Som man ser af foranstående, har det ikke altid været let at finde sådanne, og man tog så til Takke med, hvad man kunde finde. 1812 var en Skoleholder i Mangel af bedres Havelse en til Kystartilleriet på Øen for Tiden indkaldt Husmand; ellers var det mest Bønderkarle, der underviste; I Tranebjerg var han Krøbling og gik med to Stokke, men han regnede og skrev godt, siger Provst Flemmer, der anså ham for at være en af de bedste Lærere, han havde, selv om han ikke havde andre Kundskaber end dem, han havde erhvervet sig under sin Sygdom. Ingen af dem var - lige så lidt som de ved Hovedskolerne ansatte - Seminarister, og ingen af dem havde fået nogen videregående Uddannelse. Deres Kvalifikationer som Ungdomsopdragere har derfor i Reglen næppe været store, og Tampen har formodentlig spillet en ikke ringe Rolle ved Undervisningen.
Side 70
1795 jog Beboerne i Pillemark deres Lærer bort, fordi han slog for meget, men herimod protesterede Grev Danneskjold; der mente, det var hans Sag at antage og afskedige, og derfor dekreterede, at han denne Gang skulde slippe med en Irettesættelse af Provsten. Men forbrød han sig oftere, vilde han blive afsat og tiltalt for Retten. [24]
Men hvorledes råde Bod på disse Tilstande? Da Kancelliet 1801 gennem Stiftsøvrigheden lod forespørge om Muligheden for at indrette nye Seminarier omkring i Landet, og der blev indhentet Betænkninger om Sagen hos Præsterne, var Gejstligheden fra Samsø enig om, at som Forholdene var, kunde en sådan Læreanstalt ikke trives på Øen.
Provst Kragh erklærede således, [25] at vel vilde et Seminarium som det af P. O. Boisen i Vesterborg på Lolland oprettede kunne blive til megen Nytte, om der i hvert Stift var et sådant til Uddannelse af duelige Skolelærere, ved hvis omhyggelige Medvirken Folkelærerne (Præsterne) med Held kunde fremme gavnlig og fornuftig Oplysning i Menighederne, men Samsø havde for få Indbyggere til at bære det, her var kun 5 privilegerede Skoler, og blandt Bønderne var kun de, der var uskikket til Landbrug, Søfart og Håndværk, interesseret i Lærergerningen. Desuden fandtes der hverken nogen Gartner eller en musikalsk Degn eller Skoleholder på Øen, som kunde give Undervisning i Havebrug eller Sang og Musik. Men han syntes, det vilde være udmærket, om der på et eventuelt Seminarium andetsteds i Stiftet også kunde blive givet Undervisning i Sømandsvidenskaberne, så Lærerne siden hen kunde befordre gavnlig Oplysning for Skibsfarten hos de Drenge, der skulde til Søs. Dermed vilde de bidrage til ”det almindeliges" Vel.
Men Provst Kraghs Eftermand, den ivrige Provst Flemmer (1807-16), så anderledes på det, og sammen med den under Krigen midlertidig konstituerede Amtmand V. Schmidtzen indgav han 1812 til Kancelliet Forslag om Oprettelse af et Seminarium på Samsø, da dette var den eneste Måde,
Side 71
hvorved der kunne skaffes kvalificeret Lærerkraft til Øens Skoler, og han tilbød at afgive Lokaler til Undervisningen i sin egen Præstegård i Besser. Grev Danneskiold-Samsøe støttede kraftigt Andragendet, som Kancelliet derefter anbefalede, og Kongen approberede den 31. Dec. 1812.
Seminariet i Besser eksisterede 1812-18. Dets Historie skal dog ikke skrives, her, da det er gjort andetsteds; det må være nok at bemærke, at dets Forbillede var det af Boisen i Vesterborg Præstegård oprettede, og at dets Hovedhensigt fornemmelig var at give de Bondesønner, der besøgte det, en sådan Uddannelse, at de uden at fornægte deres Oprindelse blev skikket til at undervise i en Skole, samtidig med at de kunde vejlede både Børnene og deres Standsfæller i praktiske Fag. Der begyndtes med 12 Elever, hvoraf 8 allerede var Skoleholdere på Øen, men nu måtte gennemgå et Kursus for at få deres Kundskaber udvidet. Den ældste var 40 År. Dets Betydning var dog kun lokal, det fik aldrig nogen stor Tilslutning, og efter Flemmers Forflyttelse til Sjælland ophævedes det. [26]
De Aktstykker, som ovenstående Fremstilling bygger på, giver desværre kun grumme lidt Oplysning om Menigmands åndelige Indstilling; det er Administrationen og de ydre Kirke-og Skoleforhold, de handler om, og kommer der gennem dem noget til Orde af personlig Art, er det Præsternes og ikke Bøndernes Meninger, vi lærer at kende, så det kan ikke nægtes, at der kommer til at mangle noget i Billedet. Interessant er dog de tre Biskoppers samstemmende Ros af Befolkningen, som jo navnlig bygges på Udtalelser af den stedlige Gejstlighed og derfor allerede indirekte fortæller om det gode Forhold, der i det 18. Århundrede må have bestået mellem Præsterne og deres Menigheder. Man får også Indtryk af at stå over for en både velstående og velmenende Almue, der på gammeldags Vis har sluttet op om Kirken og i det daglige levede et stilfærdigt og ærbart Liv; at man i Almindelighed endte sine Sammenkomster allerede Kl. 10 om Aftenen, turde sammenlignet med Forholdene mange andre Steder være temmelig enestående.
Side 72
Også taler det til dens Fordel, at man ikke vilde nøjes med de af Grevskabet oprettede Skoler, men selv byggede flere; det viser både, at Bønderne havde lyttet til de oplysningsvenlige Præsters Tale og var rede til personlig at gøre en Indsats for Sagen.
Noget særligt åndeligt Røre har der vistnok ikke været på Øen. Af Biskop Hygoms Udtalelser lader der sig vel næppe udlede andet, end at nogle af Præsterne har udført et nidkært og af deres Menigheder påskønnet Arbejde. Havde der været Vækkelser i pietistisk Forstand, vilde han utvivlsomt have udtrykt sig betydeligt stærkere, end Tilfældet nu er. At Folk i Nordby protesterede så kraftigt mod Indførelsen af den evangelisk-kirkelige Salmebog, tør heller ikke tages som noget Tegn på en særlig kristelig Udvikling som f. Eks. hos de stærke jyder - i så Fald vilde vi sikkert have hørt mere om det - men har snarere skyldtes en vis konservativ Uvilje mod at skulle opgive noget gammelt og tilvant, som man var levet sammen med og derfor kun nødig så anderledes, ligesom det også er højst sandsynligt - skønt vi ved det ikke - at den iøjnefaldende Aktion, de satte i Gang, kan have været foranlediget af, at Præsten måske har søgt at gennemtrumfe sin Vilje uden i forvejen at have fået Menighedens Samtykke.
Kildeoversigt