Årgang 13  Nummer 4

November 2014

Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø

"Ingen fremtid - uden fortid"

En fantastisk flot sommer er ovre, efterfulgt af et næsten ligeså smukt sensommervejr og nu er efteråret så godt i gang. Traditionen tro venter præsentationen af årets årbog lige om hjørnet fulgt af en lang vinter med slægtsarbejde, og tankerne går imod det kommende år, en ny årbog og nye tider.

I skrivende stund er den færdige årbog netop sendt til trykkeriet, så nu er det bare at vente på det færdige resultat, som bliver præsenteret den 22. november - læs nærmere om arrangementet i dette nyhedsbrev, som dog starter med et tilbageblik på sommerens ...

Generalforsamling
Lørdag den 14. juni afholdtes den årlige generalforsamling, som var henlagt til Nordby Kro. Formand Niels Henrik Nielsen bød velkommen til de fremmødte medlemmer og efter en lille velkomst sang, gik man over til selve generalforsamlingen

Til dirigent valgtes Morten Øster, som efterfølgende ledte generalforsamlingen igennem de faste punkter. Formanden afgav en kort mundtlig beretning som supplement til den skriftlige. Et punkt, som gav anledning til diskussionslyst, var udgivelsen af foreningens årbog. Forsamlingen tilkendegav, at det er et kæmpe arbejde, der ligger bag hver eneste årbog, som er udkommet siden foreningens start i 2001, men også at man undrede sig over, at der stadig kan findes materiale at skrive om. Enkelte medlemmer syntes også, at årbogen kunne være mindre omfangsrig og måske ikke nødvendigvis skulle udkomme hvert år. Der var ingen yderligere kommentarer og ej heller spørgsmål til bestyrelsens beretning.

Herefter gav dirigenten ordet til kassereren, Michael Klejs, som ledte forsamlingen igennem det reviderede regnskab. Økonomien er god, og medlemstallet er pænt, og der er heldigvis stadig tilgang af nye medlemmer. Fra gennemgangen af regnskabet kunne det ses, at omkostningerne til trykning af årbogen har været stigende. Forklaringen herpå var både, at årbogen havde et stort sideantal, og en generel stigning i omkostningerne. Også udgifterne til bestyrelsesmøder med mere havde været højere end tidligere. Forklaringen var, at posten indeholdt to årsmøder imellem bestyrelsen og de frivillige. I år falder udgiften til dette møde således først i det kommende budgetår.

Forsamlingen kunne enstemmigt godkende bestyrelsens og kassererens beretninger.

Der var ikke indkommet forslag fra medlemmerne, og generalforsamlingen vedtog herefter det fremlagte budget for 2014 og dermed et uændret kontingent.

På valg til bestyrelsen var formand Niels Henrik Nielsen, som genvalgtes, og ligeledes blev Lise B. Gommessen genvalgt til bestyrelsen. Nyvalgt til bestyrelsen blev Rita Sundstrøm og som suppleanter nyvalgtes Anne Lykke Hansen og Jens Buur.

Som revisor og revisorsuppleant genvalgtes Torben Skanning og Jean Seeberg.

I forbindelse med generalforsamlingen havde foreningen indgået aftale med lokalhistoriker Erik Ruus om at forestå en til lejligheden forkortet byvandring i Nordby, og de fleste tog imod tilbuddet. Efter små 3 kvarters bytur med indlagte stop endte vi i den lille byhave overfor kroen. Foreningens kvitterede for Erik Ruus’ spændende fortællinger med en lille vingave.

Efter byvandringen var der en kort pause, hvorefter en snes medlemmer satte sig til bords og nød hinandens selskab i nogle timer, alt imens der serveredes en lækker menu og god vin. Se billeder fra dagen sidst i nyhedsbrevet.

Efterfølgende har bestyrelsen konstitueret sig som følger:

  • Niels Henrik Nielsen – formand (valgt)
  • Lise Beyer Gommessen – næstformand
  • Michael Klejs – kasserer
  • Britt Winkel – årbogsredaktør og menigt medlem
  • Rita Sundstrøm – menigt medlem

 

Årbog 2014
Præsentation af årbog 2014 finder som tidligere annonceret sted lørdag den 22. november på Sælvigbugtens Camping, hvor der også vil være mulighed for at overnatte (se www.saelvigbugtens-camping.dk).

Programmet er følgende:
Kl. 14.30 Servering af kaffe og kage
kl. 15.00 Velkomst og præsentation af dagens program
kl. 15.15 Den nye årbog, første afdeling
kl. 15.45 Pause og bogsalg m.m.
kl. 16.10 Den nye årbog, anden afdeling
kl. 16.50 Afrunding og slut

Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø's årbog for 2014 indeholder et større udvalg af små og store historier rundt fra hele øen. I modsætning til årbog 2013 har vi som udgangspunkt redaktionelt lagt os fast på et maksimalt sideantal, et minimum antal af historier og meget gerne en god blanding af mange, meget korte og nogle ganske få, lidt længere historier. En del af stoffet til årets årbog er hentet i f. eks gamle artikler fra ugeblade og aviser, men af så tilpas ældre dato at ingen kan have læst dem for nylig. Det er også med stor glæde, at vi kan præsentere mange artikler skrevet at andre end foreningens egne garvede kræfter – og forandring giver jo altid et frisk pust.

Af årbogens mere end en snes små og store selvstændige artikler må vi naturligvis fremdrage nogle enkelte:

Stavns Fjords fredningshistorie af Hans Degn, hvor der på saglig vis fremføres argumentation omkring, hvorledes forskellige myndigheder har opgraderet og frit fortolket gamle fredningsakter. Man er sådan set aldrig rigtigt i tvivl om forfatterens holdning til hele sagsforløbet. Med sparekniv og sprød svær af Aage Snedker er en beretning om Samsø Andelsslagteris vanskeligheder med at sikre en rentabel drift helt frem til etableringen af Samsøfarmen. Slagteriets endeligt var et tab af mange gode arbejdspladser, og det til trods synes nogen, at historiens gang var et gode for nutiden. Vekselstrøm – 50 år på Samsø er skrevet af tidligere driftsmester Henning Johannessen. I starten af 1960 ønskede man at udfase de driftsmæssigt besværlige jævnstrømsværker, og en arbejdsgruppes undersøgelser mundede ud i beslutningen om at etablere vekselstrøm på hele Samsø. Nogle steder gik det endda så vidt, at man dér først fik elforsyning i samme ombæring.

Nævnes skal også to mindre personlige erindringshistorier: Krigen kom også til Samsø af Inger Kirstine Barbara Jensen er beretningen om en smedesøn fra Onsbjerg og hans oplevelser under krigen med våbenmodtagelser og siden som kaptajn på opmudringsfartøj hjemmehørende på Samsø. I bakspejlet – erindringer om Samsø 1944 – 1949 af Lis Andersen handler om at komme til Samsøs hovedstad Tranebjerg og dér opleve livet som klinikassistent ved byens tandlæge, og om en begivenhedsrig julerejse hjem til Fyn midt i den kolde isvinter. Vi bringer desuden et par gamle samske madopskrifter, som to gæve samsinger har nedfældet om samske egnsretter, næsten så tænderne løber i vand. To historier om integration bør naturligvis også kunne vække læsernes opmærksomhed, hvordan det skete for 100 år siden og igen i nyere tid. Og sådan kunne vi blive ved, men køb og læs årbogen og husk så på, at det er frivillige kræfter, som ligger bag årets publikation. Savner du emner eller andet, er du altid velkommen til at komme med forslag.

Årbog 2014 sælges på præsentationsdagen til en særpris for medlemmer på kr. 100,00 (normalprisen er stadig kr. 125,00 for medlemmer og kr. 160 for ikke-medlemmer). Årbogen vil senere kunne erhverves i Superbrugsen Tranebjerg, på Økomuseum Samsø og på Nordby bibliotek.

Efter afslutningen af årbogspræsentationen er der festmiddag, kaffe med mere for medlemmer. Dette finder sted på Sælvigbugtens Camping kl. 18.30. Kuvertprisen er kr. 175,00 og drikkevarer kan købes til et rimeligt beløb. Betaling skal ske til kassereren på selve dagen. Tilmelding til middagen skal ske til bestyrelsesmedlem Britt Winkel på mail: britt.winkel@gmail.com eller på telefon 3170 7470 senest lørdag 15. november.

Øvrigt fra Samlingen
Siden maj måned har foreningens frivillige færdiggjort følgende nye virksomheds- og/eller foreningsregistreringer i Arkibas og som nu er tilgængelige for foreningens medlemmer og andre lokalhistorisk interesserede:

  • Samsø Apotek bestående af 16 protokoller/kassebøger fra tidsperioden 1906-85, bestående af kassebøger, omsætningsbøger, giftsalg og hovedbog.
  • Fredningssag Husmandsagrene Sælvig 1938 – 1975, kopi af fredningsmyndighedernes kendelser, oversigt over de berørte lodsejere samt de tilkendte erstatninger.
  • Skoleblade fra Samsø, 1970-1990, en lille samling af skoleeleverne egne publikationer.
  • Sygeplejerskeuddannelse Samsø – sange fra 1933-35 fra Tranebjerg sygehus.
  • Dansebjerg – gæstebog 1937-1950, en desværre ikke så komplet ført gæstebog ved diverse arrangementer.
  • ThuSa – Thunø-Samsø hjemstavnsforening 1960-1964
  • Snedkerfirmaet Clemmen Sørensen Hyrup, Brundby, regnskabsbog 1872-1917, en nøje ført kassebog for ethvert stykke arbejde snedkeren udførte, hvad det kostede og hvem der fik udført arbejdet.
  • Aktieselskabet Selvigsbroen, især kopi af byggesager og indsigelser ved disse sager.
  • Samsø Socialdemokratiske kvindeudvalg, 1948 – 1969

Ud over forenings- og institutionsregistreringer har vi til dato også oprettet og registreret 140 personlige arkiver. Til de personlige arkiver hører alle personlige papirer såsom attester (dåb, vaccination, vielse og død), værnepligt, uddannelse og medlemsskaber i forskellige foreninger. Det kan også være dokumentation for offentlige hverv, som de pågældende har udført igennem tiden, f. eks. som synsmand eller sognefoged. Vi har valgt at ejendomspapirer såsom lånebeviser, skøder m.m. følger de personer, som har hjemtaget lånet.

Formidling af billeder
Foreningen har efter positiv velvilje fra ledelse og personale på Plejecenter Kildemosen løbende ophængt kopier af gamle billeder og postkort. Betragterne har mulighed for at komme med oplysninger om de gamle billeder. Men ellers håber vi i foreningen at enhver bare vil glædes og de gamle billeder og for nogen vil det helt fremkalde minderne om en svunden tid. Det er vores utrættelige frivillige Peter Mortensen, som styrer ophængningen og alt det praktiske på allerbedste vis.

Besøgende i Samlingen
Antallet af gæster svinger altid fra år til år, og med den fine sommer har antallet af gæster måske været lidt lavere end tidligere. De gæster, som kommer, nyder den service, som de frivillige i Samlingen og i Egnsarkivet møder dem med, ikke mindst de altid helt ustyrlige samtaler som, foregår ved det fælles kaffebord, som vi og Egnsarkivet nu dækker op til på skift.

Kommende arrangementer

Uge 46 - 47 2014
Foreningen udstiller klippedamernes julemærker i Mårup Galleri (den gamle brugs). De præcise tidspunkter og åbningsdage vil blive annonceret i Samsø Posten.

Generalforsamling 2015
Afholdes lørdag den 30. maj kl. 14.30 og der vil traditionen tro være åbent på foreningens arkiv samt på Egnsarkivet.

Billeder fra byvandringen og middagen den 14. juni 2014


logo_slfs.gif