Årgang 14  Nummer 1

Marts 2015

Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø

"Ingen fremtid - uden fortid"

Kalenderårets første nyhedsbrev skal omtale alt det nye og spændende, som sker på vores kære ø, Samsø, netop i disse tider. Ny færgehavn syd for Ballen havn, en nyrenoveret færge hvis overfartstid til Kalundborg er reduceret noget og som det sidste scoop – øens kommunale rederi, der har indsat sin helt egen færge, ”Samsø”, og det er ikke det rene gas. Færgen skal med tiden sejle på bl.a. løg- og kålblade og alskens andet fra håndteringen fra øens grønsagsproduktion. Og hvad mon købmand Lars Rasmussen ville sige til den nye færgehavns placering, nu snart 150 år efter indvielsen af Kåsen havn?

Folketællinger er et velkendt emne for os i foreningen. Det er bare så pokkers besværligt at skulle lede efter nålen i høstakken. Om hundrede år vil FT 2015 blot bekræfte en udvikling, som har stået på over mange årtier.

Oppe under himlen har lærken nys slået sin trille. Tiden er inde til et nyt arbejdsår for Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø. Vi véd ikke hvad dét bringer.

 

Kontingent til foreningen
Kontingentet for perioden 1.1.2015 – 31.12.2015 skal ifølge vedtægterne være indbetalt senest med udgangen af februar. Rigtig mange har allerede betalt, men vi venter desværre stadig på en hel del. Kontingentet er som bekendt på 150 kr. for husstandsmedlemmer og kan indbetales på foreningens konto i Danske Bank: Reg 1551 Konto 60 077 193.

Hvis du er bruger af foreningens hjemmeside, så kan du dér - og meget nemt - tjekke, om foreningen har modtaget og registreret din indbetaling. Bruger du ikke foreningens hjemmeside, eller har du problemer med at logge ind, så kontakt venligst foreningens webmaster (for at få adgang til hjemmesiden) eller foreningens kasserer (for at få oplyst, hvorvidt du har betalt).

Kasserer Michael Klejs:
e-mail: klejs@webspeed.dk,  telefon 21 79 55 59 (efter kl. 19)
Brev til adressen Michael Klejs, Torsvang 122, 2800 Kongens Lyngby kan også bruges.

Webmaster Niels Erik Thunbo Pedersen:
e-mail: webmaster@genealogy-samsoe.dk, telefon 40 77 95 55.

 

Nyt fra bestyrelsen/foreningenen
Årbogsweekenden blev afviklet på Sælvigbugtens Camping i slutningen af november måned 2014, og vi var spændt på, hvor stort fremmødet ville blive. Det gik over al forventning, idet små hundrede personer dukkede op til denne traditionsrige begivenhed. Foreningen trakterede de fremmødte med kaffe og kage, inden præsentationen gik i gang. Foreningens formand, Niels Henrik Nielsen, bød velkommen og fortalte om årbogen, redaktionens arbejde og fremviste billeder, som man var stødt på i redaktionsarbejdet. Som en ekstra godbid havde foreningen overtalt medlem Erik Ruus til at berette om det materiale, han ikke tog med i årbogens artikler.

Om aftenen var der forsamlet en snes medlemmer til en underholdende middag med dinér transportable á la Pia Klejs, Besser forsamlingshus. Suppleant i bestyrelsen, Anne Lykke Hansen, overraskede med oplæsning af tanker over det slægtshistoriske fællesskab i foreningen. Her følger i uddrag et par vers:

Alle deltagere fra forskellige landsdele komme,
Nyder forhåbentlig timerne – til arrangementerne er omme
Altid eftermiddag med kaffe og kage,
Der blot lader dejlige middage tilbage.
Hertil krydres med indslag – både bør og skal,
Et for alle – og et for menigmand.
Årbogsudgivelsen er for foreningen – en ganske særlig dag,
Der skulle helst være lidt – for alles smag.

Alt i alt havde vi alle en rigtig god og dejlig dag.

Bestyrelsesmøder - på en tidligere generalforsamling blev daværende bestyrelse opfordret til at oprette en mappe indeholdende mødereferater fra bestyrelsens møder. Dette er nu blevet ført ud i livet, og ethvert medlem kan bede om at låne mappen til gennemsyn. Samme mødereferater har tidligere været lagt ud på hjemmesiden, og som følge af skiftende ansvarlige for hjemmesiden er dette ikke blevet gennemført konsekvent. Det vil vi naturligvis følge op på.

 

Fra kassereren
Som mange sikkert husker valgte foreningen at skifte regnskabsår, således at vi fra og med 2015 følger kalenderåret. Regnskabet, der skal forelægges generelforsamlingen til maj 2015, er derfor et ”overgangsregnskab”, der alene omfatter perioden 01.04.2014 – 31.12.2014. Altså 9 måneder. Overgangsperioden er forløbet fint, og det ser ud til at overskuddet bliver lidt større end budgettet.

Til slut en lille beklagelse fra kasseren. SLFS er på mange måder en dejlig forening at være kasserer i, men kassererarbejdet er jo frivilligt og skal passes ind i den ikke altid så rigelige fritid. Derfor går tingene nogle gange lidt langsommere og tungere end medlemmerne nok kunne ønske. Men kassereren har lovet, at han gør, hvad han kan, for at nå det hele.

 

Nyt fra Samlingen
Arkiv.dk - som de fleste sikkert har hørt tale om, er landets mere end 500 lokalarkiver med mere nu gået online, og et væld af billedmateriale og andet godt materiale er nu tilgængeligt fra hjemmecomputeren. Her finder man resultatet af det arbejde, som frivillige i bl. a. vores forening har arbejdet med igennem flere år. Efter åbningen af hjemmesiden var der de første par døgn næsten 200.000 opslag på siden, og en gæst laver typisk omkring 20 søgninger, så siden er blevet en stor succes. Skulle der være fejl i det indtastede, eller ønsker man at bidrage med flere oplysninger, så kan man kontakte det pågældende lokalarkiv. Det er ikke muligt at downloade billedmateriale fra arkiv.dk, men man kan altid henvende sig til lokalarkivet og bede om et print eller om at få tilsendt en billedfil. Bestyrelsen for SLFS har indtil videre valgt at se tiden an med hensyn til at fastlægge en prispolitik for sådanne ydelser.

Kulturstatistik.dk – Som medlem af Lokalarkiver i Danmark bliver vi hvert år bedt om at oplyse, hvorledes året er gået; hvor mange gæster har vi haft, hvor mange timer er der anvendt på egentligt arkiveringsarbejde, etc. Og alle tal er bedste kvalificerede bud, og kan altså både være lidt under og lidt over de faktiske tal. Årets tilvækst i arkivmateriale (protokoller, bøger, personlige papirer etc.) har vi denne gang anslået til 2,2 (hylde-)meter. Vi har haft 260 gæster på omkring 50 årlige åbningsdage. Tilsammen har vi anvendt 880 timer til regulært arkiveringsarbejde. Hertil skal så lægges timer fra åbningsdagene og ikke mindst årbogsarbejdet.

Udlån – foreningen er i besiddelse af et stort materiale, som Ole Even Rasmussen, Brundby, har udarbejdet, og en lille del af hans lysbilleder har vi haft udlånt til Brundby Borgerforening. Vi forventer, at billedmaterialet skal udlånes endnu engang her i 2015 og borgerforeningen har indtil videre kvitteret med en række nye oplysninger til billederne.

Indleveringer/registreringer – Siden november har vi modtaget et mindre antal spændende indleveringer bl. a. om: Samsø Svømmehal, fangstjournaler fra en fisker i Kolby Kås, en kontrabog fra 1866, et større antal lokalhistoriske bøger, ansøgninger og anbefalinger fra 3 samske mejerister, kontrabøger fra M. Holm/Buchhave Thorup, Sundhedsvedtægt Besser kommune 1929, sognerådstidende årgangene 1927 – 1933 og et meget omfattende materiale fra sognefogedembedet i Thorup, Langemark og Østerby. Der er meget arkivmateriale, der endnu ikke er færdigbearbejdet bl.a. med baggrund i årbogsarbejdet, men det betyder ikke, at vi ligger stille, og vi sorterer og organiserer til stadighed det indleverede materiale. Eén spændende lille sag skal medlemmerne dog ikke snydes for, idet vi fra Søbygård i Nordby har modtaget et helt slægtsarkiv. Iblandt materialet er en stor samling af ”Lommebog for landmænd”, som er ført med daglige optegnelser over en tidsperiode på flere årtier. Udvalgt dage i marts 1915 skrev ejeren bl. a.:

Mandag d. 8. Ved Havnen for at faa Rosa vejet 1025 pd. Kanetur i Nordby. Sendt 2 Grise til Horsens.
Tirsdag og onsdag: Savet brænde. Solgt Rosa til S. Holm for 300 kr.
Lørdag d. 13. Et læs Tang i Møddingen fra Roerhuset. Vadsket den lille vogn og Pløjet paa Havbakken.
Mandag d. 15 Ved Havnen efter en sæk Cilesalpeter og en Sæk Majs. 10 læs Roer ind fra Kulen.
Tirsdag d. 16 Pløjet pa Havbakken.
Onsdag d. 17 Paa Havbakken efter Redskaber. Kørt 6 læs Gødning til kartofler.
Torsdag d. 18 – Lørdag d. 20 Kørt i alt 68 Læs Gødning til Roer.
Tirsdag d. 23 Kørt 4 Læs Gødning til Roer, 5 Læs Tang i Møddingen, 9 Læs Roer ind til Køerne. Polte solgt af Assurancen for 550 kr til Niels Jensen, vi fik 1121 Kr i Assurance.
Onsdag. d. 24 Forskjelligt Arbejde. Pløjet Kartoffelrender i Marken. Søren vadsket begge Arbejdsvogne. J. J. Skædder 60 Knp. Halm Torsdag d. 25 Bedstefader rejst til Jylland for at købe en Hest.

Og sådan forsætter kalenderrækken fra 1913 og frem til og med 1970. Meget af det skrevne synes trivielt for os i dag, men dengang var det hele hverdagen, der blev sat ord på.

 

Kommende arrangementer

"Open by Night"
Ved Open-by-night arrangementet i Tranebjerg i maj måned vil foreningen være at finde med en lille stand. Her kan alle komme og få en snak om slægtsforskning og meget andet. Foreningen vil byde på en kop kaffe m.m.

Generalforsamling 2015
Afholdes lørdag den 30. maj kl. 14.30 på Onsbjerg Gl. Skole, og der vil traditionen tro være åbent på foreningens arkiv samt på Egnsarkivet. Mere herom i det kommende nyhedsbrev.

Årbogspræsentation 2015
Afholdes denne gang i Besser forsamlingshus, og det sker lørdag den 28. november.


logo_slfs.gif