Slægts- og Lokalhistorisk
Forening Samsø
"Ingen fremtid - uden fortid"
Endnu en flot sommer har aflagt besøg her på vores
dejlige ø, Samsø. For mange byder den på afslapning, feriegæster og
deltagelse i den store palette af begivenheder rundt omkring på øen. For foreningens frivillige er det en ugentlig
tilbagevendende begivenhed at mødes for at bearbejde materiale, som
foreningen er blevet begavet med igennem tiderne. Kaffepausen skal i
øvrigt fremhæves som et vigtigt element på den ugentlige arbejdsdag –
men flere ting har alligevel været mærkbart anderledes i sommer.
Den helt store begivenhed, som vel ingen kan have overset og ikke
mærket noget til, var det kongelige besøg torsdag den 28. august.

I dette nyhedsbrev kan du orientere dig om store og små begivenheder
i foreningen.
Mindeord
Foreningen har for nyligt mistet to af sine højt respekterede, dygtige
og energiske medlemmer:
Jens Fokdal stod bag foreningens årbog i 2023 om “Musikliv på
Samsø” og var medlem af bestyrelsen. Sygdom tvang desværre Jens til at
trække sig fra bestyrelsen, og det planlagte comeback til samme blev
desværre ikke til noget. Jens havde ellers gode planer om at skrive om
mange af de erhvervsinitiativer, som hans far, Niels Chr. Fokdal i sin
tid var ophavsmand til. Men sådan blev det ikke.
En anden kæmpe er også faldet, idet Peter Mortensen over nogle
få måneder pludseligt blev en skygge af sig selv. Peter har i mange år
været en fast del af de frivillige i foreningens arkiv “Samlingen”, han
bryggede kaffe og vaskede op. Det var meget sjældent at Peter sagde nej
til at deltage, når man spurgte efter hjælp til et og andet. Hjælpsomhed
var i det hele taget kendetegnende for Peters væsen, og han hjalp andre
med indkøb, når de havde det svært. Han kørte helt frivilligt de “andre
gamle”, især landmænd, på ture rundt på øen for at se, hvordan
afgrøderne stod. Det var vist nok lidt farligt at komme på tur med
Peter, for man skulle se til højre og venstre – markvejen, vi kørte på,
passede nok sig selv. Peter brød sig ikke om ufred og ville helst at
alle kunne forliges, også når det gjaldt alle de hverv, han påtog sig
som landmand.
Peters viden om samske forhold og slægter, og hvordan de var filtret ind
i hinanden, var enorm – ikke af nysgerrighed men af ægte kærlighed og
omsorg til sin næste og dennes.
Æret være deres minde begge to.
Frimærke- og postkortgruppen
I foråret startede vi en lille Frimærke- og Postkortgruppe under
SLFS. Det har bl.a. ført til flere nye medlemmer - og til en ny fast
aktivitet gennem vinterhalvåret.
Møderne afholdes i cafeen på Onsbjerg
Gl. Skole den sidste mandag i hver måned fra september til november og
igen fra januar til marts. Efterårets første møde finder således sted
allerede nu på mandag, og de øvrige møder fremgår af aktivitetslisten
senere i dette nyhedsbrev.
Hvis du møder op, så husk at medbringe 20,00
kr. til kaffe og småkager.
Alle medlemmer af SLFS er velkomne, men hvis
du ikke har deltaget tidligere, så kontakt gerne Niels Erik Thunbo
Pedersen i forvejen. Kontaktinformation finder du sidst i nyhedsbrevet.
Til højre et usædvanligt postkort, som SLFS for nyligt har
modtaget til sin egen samling af Samsø-postkort. Kortet er fra FDF's
stævne på Samsø, formentlig i eller omkring 1910. |
 |
Blandet nyt fra foreningen
Årbog 2025
Årets årbog har været undervejs et stykke tid nu, og der er blevet arbejdet
stenhårdt på at indhente artikler fra forfatterne. For indeværende er
det estimerede sideantal lige omkring 200. Så vi kan vist roligt
sige, at vi kommer i mål.
Arbejdsgangen omkring årbogen har vi i år ændret lidt, således at
arbejdsgruppen primært har bestået af Lise Gommesen, Kirsten Salomonsen
og Niels Erik Thunbo Pedersen (teknisk redaktør m.m.) og arkivets
frivillige har assisteret med billeder og andet. Alle artikler er
cirkuleret imellem disse tre, så det bliver igen spændende at læse
foreningens årbog.
Samlingen
Siden sidste nyhedsbrev har vi haft forrygende travlt med mange
byvandringer, som har budt på vidt forskelligt fremmøde. Der har
været mellem 20 og 35 personer ved enkelte arrangementer, men også nogle med
kun få deltagere. Nogle er mere sikre “hits” end andre, nogle er med
vildt overraskende mange og nogle med skuffende få. Vi vil evaluere
vores indsats og sikkert justere på antallet af byvandringer og kigge
nøjere på, om de valgte tidspunkter også er hensigtsmæssige. Endelig skal
vi også skele til, hvorvidt konkurrencen fra andre arrangementer
kan spille ind.
Foreningen er jævnligt i dialog med øvrige spillere på kulturområdet, og
netop gennem en sådan med VisitSamsoe fik vi mulighed for at stille vores
samling af billeder fra tidligere royale besøg på Samsø til rådighed. Vi
takkede ja til denne mulighed, og resultatet har man kunne se i det fine
program, som blev sammensat til det royale besøg torsdag den 28. August.
Subsidiært bidrog vi også med viden om, hvilke samske foreninger som
kunne repræsentere deres faner ved faneborgen i Kolby Kaas.
Onsdag den 5. november kl. 10.30 vil SLFS' frivillige besøge “Mænds
Mødesteder, Samsø” og fortælle om foreningens virke, formål og hvordan
vi frivillige arbejder og fremmer fællesskabet. Det foregår i skytternes
lokale i Kultursalen. Der aftales en genvisit, når vi engang er klar til
at modtage de mange gæster. Måske vil der vise sig en eller to, som har
lyst til at prøve at blive fast frivillig hos os.
Af nye registreringer i Samlingen kan nævnes:
A132 Foreningen BUSSEN – om plejehjemmet Søtoftes minibus kørt af
frivillige.
A135 Samsø Hyggeklub – 3 arkivkasser (ikke helt færdigregistreret).
A137 Gartnernes Salgsforening i Aarhus, Samsø-afdeling.
A138 Auktionshallen For Frugt og Grønt, KGA, godsbanegaarden København/Aarhus.
A3321 Erik Hendrik Nielsen, slagtermester, Tranebjerg by og sogn, Samsø
A3322 Karen Kirstine Bonde, husmor, Nordby by og sogn, Samsø
A3323 Anna Kathrine Nielsen, skolelærer, Tranebjerg by og sogn, Samsø
A3331 – A3343 Haarmark personalia arkiver
A3345 – A3348 Langøre personalia arkiver
Opfordring – prøv at blive frivillig i foreningens arkiv
“Samlingen”.
Som en lille del af civilsamfundet kan vi slet ikke fungere uden
“frivillige”, dels i bestyrelsen som jvnf. ovenstående er lidt decimeret
i øjeblikket, dels i arbejdet i arkivet.
Det er vores drøm at kunne sammensætte små teams, som kan trække
det store læs med at sortere og arkivere alt materiale, og så behøver
man for så vidt ikke at deltage på åbningsdagen.
Kan du afsætte et par timer en gang om ugen, så skal vi nok sørge for
oplæring og så kommer du også til at nyde det sociale element ved at være frivillig i foreningen. Vi
har det sjovt, især når vi løser alle øens problemer hen over
kaffebordet.
Kontakt en af de frivillige via oplysningerne nederst i nyhedsbrevet,
hvis det lyder som noget dor dig!
Jubilæumsarrangement
Året 2026 er jo også et jubilæumsår og i forbindelse med
generalforsamlingen, som allerede er fastsat, skal vi fejre foreningens
25’ende år med en festligholdelse. Sted og menu er allerede på skinner,
men det festlige indhold er endnu åbent - og ja det finder sted på Samsø.
Vi opfordrer derfor vores medlemmer til at melde sig som en del af
et jubilæumsteam, så vi kan få rigtigt mange gode ideer og forslag
på bordet. Så har du lyst til at bruge nogle timer på din
medlemsforening, så tag kontakt til bestyrelsen, og
vi vil indkalde dig til et snarligt møde.
Andre arrangementer som er i støbeskeen
Vi har forskellige andre arrangemneter på bedding:
Studiegruppe omkring ældreplejen på Samsø gennem tiderne. Vi forsøger igen at
fange interresse blandt de tidligere ansatte i plejen til at få beskrevet
tidligere tider.
Ballen by og havn – en billedkavalkade, der laves i samarbejde med Ballen og
Omegns Borgerforening.
Forfatterforedrag – primo 2026. Hvad skete med de psykisk syge, når de
blev indlagt på de gamle statshospitaler “Risskov, Kolonien Filadelfia,
Skt. Hans, Oringe – etc"? Der findes helt sikkert familier, også
fra Samsø, som har
slægtninge, som kom omkring et eller flere af disse hospitaler.
Mere om disse arrangementer følger, efterhånden som vi får dem
planlagt nærmere.
Samsoeroots
Arbejdsgruppen Samsoeroots er kommet godt videre med
tilpasning af indholdet i databasen. Vi opbygger en ensartet standard
for data, der som minimum skal med for at få en velfungerende software.
Ved siden af personnavn er fødselsdato eller minimum -år vigtigt.
Stednavne giver også en velfungerende software. Præcise stednavne har
samtidig den fordel, at de hjælper os til at finde de rigtige kilder i
kirkebøger, folketællinger og andre steder. Nu staver vi et stednavn på
samme måde og ved alle personer, uanset om personen er født i 1625
eller 2025. Sådan skal det være, da softwaren ellers tror, at der er tale
om forskellige stednavne. Med denne gennemgang er antallet af stednavne
indtil videre reduceret fra noget over 22.000 til 8.000. Under
oplysningen om sogn, herred og amt kan desuden anføres gamle stavemåder
og navne på huse, gårde, gader og landsbyer. Vi er tæt på at være
færdige med første gennemgang af alle sogne. Vi mangler en del af
København, som er det store sorte hul, som mange mennesker forsvinder i
for slægtsforskere. Vi mangler også en restgruppe af stednavne, som vi
skal knytte til et sogn. Og så er der jo også udlandet...
Ved siden af dette projekt arbejder gruppen videre med oplysninger om
enkeltpersoner. Vi modtager og indtaster oplysninger fra jer. Samtidig
sørger vi løbende for fuld synliggørelse af de personer, der ikke
længere skal skjules jævnfør dataloven. Hver uge synliggør vi nye
personer, som er døde for mindst 10 år siden.
Kontakt
Skriv til os om din slægt. Især hvis du har viden, som du gerne vil dele
med os. Husk, at vi ud over navn også gerne vil kende datoer og steder,
hvor det er muligt. Benyt gerne kontaktformularen på Samsoeroots. Mails
modtages på Samlingen i Onsbjerg.
Referat af generalforsamlingen 14. juni 2025

Onsbjerg Skole. Foto Holger Folkmann Villumsen
1 - Valg af dirigent og stemmetællere:
Dirigent: Lene Krogh Ellgaard;
Referent: Holger Folkmann Villumsen;
Stemmetæller: Helle Jørgensen.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt i henhold
til vedtægterne og dermed kunne afholdes.
2 - Bestyrelsens beretning:
Forud for generalforsamlingen var den skriftlige beretning udsendt til
medlemmerne i årets nyhedsbrev nr. 2 fra maj 2024. Nyhedsbrevet kan
genfindes på foreningens webside, www.genealogy-samsoe.dk
I den udsendte beretning var emnerne byvandringer, Samsø Årbog 2024,
kommunale møder om tilbud til tilflyttere, arbejdet på foreningens arkiv
i Onsbjerg, slægtsdatabasen Samsoeroots og en ny arbejdsgruppe med fokus
på postkort og frimærker.
På årsmødet berettede formanden desuden om følgende emner:
- Foreningen er en del af Samsøs kulturliv. SLFS kan ansøge om
økonomiske midler fra Samsø Kommune, hvilket vi dog sjældent gør.
- Arbejdet på arkivet, navnlig om scanning af billeder. Der er fire
frivillige, og der må gerne komme flere.
- Slægtsdatabasen Samsoeroots.dk/tng er overført til SLFS. En
arbejdsgruppe har i det sidste år arbejdet med tilpasning til
dataloven og andre opgaver.
- For 1½ år siden modtog vi oplysning om, at vi ville modtage en
arv fra et tidligere medlem. Der er tale om en procentvis andel.
Antagelig bliver der tale om cirka 30.000 kroner. Beløbet overvejer
vi at anvende til renovering af vore lokaler.
- Antallet af medlemmer er i år omkring 175. Gennem årene har vi
haft omkring 660 forskellige medlemmer.
- I bestyrelsen er suppleant Eva Fast indtrådt efter Christa
Rasmussen, der døde ved årsskiftet.
3 - Aflæggelse af revideret årsregnskab:
Forud for generalforsamlingen var regnskabet udsendt til medlemmerne i
årets nyhedsbrev nr. 2 fra maj 2025.
Medlemstallet er stabilt takket være balance mellem nytilkomne og
frafaldne.
Årets resultat er igen et underskud. I år er der tale om DKK 16.339.
Siden foreningens begyndelse for 25 år siden har vi haft en uændret
pris på kontingent og årbog. Vi har midler nok til fortsætte på denne
måde et par år mere, men derefter bør vi vedtage en prisstigning.
Der er indkøbt to nye pc’er til brug på arkivet. De er endnu ikke
taget i brug, da der først skal anskaffes en server, som de skal
tilsluttes.
Kalenderåret 2024 er vort første år uden momsregnskab. På lager har
vi cirka 1.500 årbøger. Dem kan vi nu vælge at sælge til lavere priser
end hidtil.
4 - Godkendelse af punkt 2 og 3:
Bestyrelsens beretning og årsregnskabet for 2024 blev godkendt
5 Behandling af indkomne forslag:
Ingen forslag indkommet.
6 Fastsættelse af næste års kontingent samt budget:
Bestyrelsens budgetforslag for 2026 blev godkendt. Der er budgetteret
med et underskud på DKK 28.000.
Kontingentet er DKK 150 pr. husstand og DKK 500 pr. virksomhed. Beløbene
er ikke ændret siden foreningens etablering.
7 Valg af formand bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisorer:
a) Formand (på valg hvert år): Niels Henrik Nielsen blev genvalgt.
b) To bestyrelsesmedlemmer valgt for to år: Niels Erik Thunbo Pedersen
blev genvalgt. Jens Fokdal ønskede ikke genvalg. Holger Folkmann
Villumsen blev nyvalgt.
c) Eva Fast blev valgt for ét år til udfyldelse af Christa Rasmussens
plads.
d) Suppleanter til bestyrelsen: Ingen kandidater, ingen valgt.
Bestyrelsen blev bemyndiget til at antage suppleanter.
e) Revisor: Lene Krogh Ellgaard blev genvalgt. Revisorsuppleant: Jean
Seeberg blev genvalgt.
8 Fastsættelse af dato for næste års generalforsamling:
Bestyrelsens forslag: lørdag den 30. maj 2026 blev godkendt. I
forbindelse med generalforsamlingen vil foreningen samtidig sit fejre 25
års jubilæum.
9 Eventuelt:
Flere frivillige på SLFS arkiv (samlingen) i Onsbjerg ønskes. Der
arbejdes primært tirsdag og torsdag.
Facebook bør i højere grad anvendes til hvervning af medlemmer.
Dirigenten takkede for god ro og orden, hvorefter hun gav ordet
tilbage til formanden for en afsluttende bemærkning.
Referent: Holger Folkmann Villumsen /
Dirigent: Lene Krogh Ellgaard.

Foto: Holger Folkmann Villumsen
Efter generalforsamlingen og inden middagen var der arrangeret en
byvandring i dele af Onsbjerg med Ole Pedersen som guide. Her kom vi
bl.a. forbi den gamle smedje, hvor der under Anden Verdenskrig havde
fundet en batalje sted med en meget trist udgang.
Kommende arrangementer
Foreningen har på
nuværende tidspunkt følgende arrangementer på vej:
Mandag 29. september 2025 (Emne: Samsø Postkort)
Mandag 27. oktober 2025
Mandag 24. november 2025
Møder i Frimærke- og Postkortgruppen i Cafeen på Onsbjerg Gl. Skole
Møderne starter kl. 19:00.
Betaling 20,00 kr. pr. gang til kaffe og småkager.
Tirsdag 14. oktober 2025 kl. 19:00
Tirsdag 20. januar 2026 kl. 19.00
Samsoeroots - på brugerniveau
Er man i tvivl om hvad databasen kan bruges til, og hvordan man finder
sine aner og meget andet, så afholder vi et par åben-hus aftener, hvor
vi gennemgår de basale funktioner samt nogle af de finesser, som man kan
anvende på
brugerniveau.
Lørdag 22. november 2025
Præsentation af Årbog 2025 i Besser Forsamlingshus
Mere om dette arrangement følger i et kommende nyhedsbrev.
Lørdag 30. maj 2026
Ordinær Generalforsamling
Sted: Stensbjerggård, Kolby
I forbindelse med generalforsamlingen vil foreningen samtidig sit fejre
25 års jubilæum - så husk at reservere hele weekenden. Mere
information følger i senere nyhedsbreve.
"Samlingen" har i øvrigt generelt åbent for medlemmer
hver torsdag kl. 13:00-17:00 og i forbindelse med generalforsamlingen samt efter forudgående aftale via en af
nedenstående kontakter.
Kontaktoplysninger
Bestyrelse
Niels Henrik Nielsen: e-mail:
niels_henrik@nielsen.mail.dk Mobil: 61 70 21 98
Niels Erik Thunbo Pedersen: e-mail:
nielsthunbo@gmail.com Mobil: 40 77 95 55
Jens Erik Buur: e-mail:
farfarbuur@gmail.com Mobil: 22 31 25 30
Holger Folkmann Villumsen: e-mail:
hfvillum@proton.me Mobil: 61 18 35 55
Eva Fast: e-mail:
Eva.Fast@oncable.dk Mobil: 20 20 79 60
Suppleanter m.m.
Robert Sørensen: e-mail:
rtsn@outlook.dk Mobil: 24 61 12 05
Niels Bøgesvang: e-mail: npbkom@mail.dk
Samlingen: e-mail:
samlingen@genealogy-samsoe.dk Mobil: 21 86 45 81
|