|
Årgang 25 Nummer 1 Februar 2026 |
|
Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø "Ingen fremtid - uden fortid" Vinteren er i den grad over os for tiden, og så kan man jo passende bruge lidt ekstra tid på slægtsforskningen eller på at studere Samsøs lokalhistorie inden for de områder, der nu engang interesserer én. I dette nyhedsbrev kan du blandt andet læse lidt om den seneste årbog, og så er det også tid til den årlige kontingentopkrævning. Endelig kigger vi lidt frem imod foreningens 25-års jubilæum, som vi fejrer i forbindelse med generalforsamlingen i slutningen af maj måned, og hvor vi håber at se mange af vores medlemmer.
Kontingent - betragt dette som en
opkrævning! Hvis du endnu ikke har betalt for 2026, så indbetal venligst 150,00 pr. husstand via bankoverførsel til vores konto i Danske Bank, 1551 - 60077193. Husk at anføre medlemsnummer sammen med indbetalingen. Kan du ikke huske dit medlems-nummer, så skriv i det mindste tydeligt navn og adresse, og så finder vi nok ud af det. Årbogspræsentationen 2025 Vi solgte mange bøger på dagen, og efterfølgende har bogen også solgt godt, hvilket bl.a. skyldes, at Samsø Posten denne gang har bragt en fin annonce for bogen i lokalavisen. Salgsstederne rundt omkring på Samsø har vist også haft et fint salg, hvilket man så også vil kunne se af årsregnskabet, når det ligger færdigrevideret og klar til præsentation i det næste nyhedsbrev.
Samsoeroots Med denne reorganisering af stednavnene har vi nu
skabt en håndbog til danske sognenavne. Under menupunktet Steder kan du
søge efter navne på sogne, herreder og amter. Når disse tre enheder er
sammensat, kan du se, hvor i landet de ligger. Overblikket er også
nyttigt til at adskille sogne med samme navn, fx Ørum. Det viser sig, at samsoeroots rummer stednavne fra det meste af verden. Når der mangler et landenavn, så finder vi det. Mest grundige er vi i tidligere danske områder som Skåne, Slesvig og Holsten. Undervejs får vi opbygget en del viden om administrationshistorie. Nyt fra Samlingen I 2013 fik vi i en gave til arkivet en rejsebeskrivelse nedfældet på baggrund af Hans Vilhelm Riegels, Viborg, og vi kan i dag ikke berette om, hvad der fik os til at bevare denne, som blev registeret som M 504 på arkiv.dk. Det, vi kunne finde frem til, var, at navnet Riegels var knyttet til godset Broksø på Sydsjælland, og der intet sted dengang var nævnt nogen tilknytning til Samsø. En sådan er så kommet til sidenhen. I 2022 fik vi nemlig en forespørgsel på adgang til arkivaliet fra en Cecilie Nue Møller, da hun var tipoldebarn Hans V. Riegels søster og dennes ægtefælle Rasmus Jørgen Madsen. Sidstnævnte var farbror til Jørgen, Bertel, Morten, Ida og Johanne Madsen, Langemark - fra gården, som nu ejes af Bertels søn, Morten Madsen, og så var sløjfen ligesom bundet. Men vi skal endnu videre i beretningen, for ved præsentationen af Årbog 2025 om landsbyen Langemark med videre tilmeldte der sig en gæst fra Nordby - ikke Nordby Samsø, men Nordby Fanø. Vi syntes, det var lidt specielt at køre hele vejen fra Nordby på Fanø for at høre om en godt nok spændende lille landsby på Samsø. De frivillige på arkivet har efterfølgende været i kontakt med Elisabeth Nue Møller et utal af gange, det har medført en fantastisk opdatering af den samske linje i Samsoroots.dk og Josephine Cecilie Nue Møller fra 2022, var i virkeligheden Elisabeths nieces datter (altså tipoldebarnet efter Rasmus Jørgen Madsen). TV2-journalisten Josephine Cecilie Nue Møller lavede på baggrund af Hans V. Riegels’ rejsebeskrivelse og ca. 800 efterladte breve mellem hendes tipoldefar og hans udkårne Anna Marie Riegels en podcast som et afgangsprojekt fra journalisthøjskolen. Podcasten kan aflyttes i foreningens arkiv, og vi er sikre på, at det ikke bliver sidste gang, vi skal høre om slægten Madsen fra Langemark m.m. Foreningens og dermed arkivets stifter/medstifter Laurits Kjær-Hansen har givet en mængde af affotograferinger, negativer og arkivalier på vidt forskellig vis. Nogle af fotografierne omhandler helt klart ikke den periode, hvor Laurits Kjær-Hansen boede på Samsø. Laurits blev efter en periode i Besser og Langemar uddannet som maskinarbejder ved jernstøberiet Alliancen i Slagelse. Her boede familien i nogle år, og siden flyttede han og hustruen Ebba (f. Mühldorff) til Ringsted, hvor de på et tidspunkt kunne fejre Laurits Kjær-Hansens 25-års jubilæum ved Ringsted Maskinvarefabrik (RiMas). Vi havde en samling fotos fra denne begivenhed, oprindeligt indleveret af Laurits selv, og dem har vi langt om længe fået overdraget til Vestsjællands Museums arkivafdeling. Museets arkivansvarlige sagde, at man faktisk ikke har så meget liggende fra denne virksomhed, og at de derfor med stor glæde ville modtage de mange fotos, som formentlig viser direktion og arbejdskollegaer til Laurits Kjær-Hansen. Laurits var ifølge Ringsted-arkivet, en meget velanskrevet og dygtig lokalhistoriker, som også arrangerede mange historiske udflugter til mange steder i Danmark. Vi er mest af alt glade for nu at have bidraget med noget, der kan beskrive deres lokalområdes historie. Engang i sommeren 2025 modtog vi en meget stor indlevering af slægtsmateriale og billeder af slægten efter forpagter Lassen på Bisgaard fra omkring århundredeskiftet. Desuden var der et mindre udvalg af prøver i håndarbejde fra en af slægtens kvinder. Prøverne var faktisk et lille ringbind med alle prøverne, måske med op til ca. 40 – 50 stk. i alt. Dem var vi ikke interesseret i at bevare i vores arkiv, og da vi vidste, at Købmandsgården i Ballen havde stået med samme udfordring, så kontaktede vi Morten Fangel. Både Morten og giveren er meget glade ved den løsning vi har fundet frem til: Foreningen Håndarbejdets Fremme skulle rent faktisk holde kursus her på Samsø, og Pia Matthiessen kiggede forbi i en pause. Aftalen kom i hus og vi skal blot have nogle praktiske formaliteter på plads, så ender alle prøverne i deres depot i København.
Nye indleveringer
til Samlingen Slægts- og
Lokalhistorisk Forening Samsø fylder 25 år Det fejrer vi med et arrangement 30. maj 2026 på Camping- og Feriecenter Samsø, der ligger på Stensbjerggaard i Kolby. Vi har endnu ikke det færdige program for dagen helt på plads, men det ligger nogenlunde fast, at vi holder en reception hen over frokost, inden vi afholder den ordinære generalforsamling om eftermiddagen og en festmiddag om aftenen. Det er allerede nu muligt at reservere værelser på stedet, så vi håber på at se rigtigt mange medlemmer til dette arrangement. I forbindelse med jubilæet er det også planen at udgive et jubilæumsskrift, hvor vi beskriver nogle af de mange milepæle, foreningen har passeret gennem hele dens lange levetid. Skulle du have lyst til at bidrage med noget - enten ved arrangementet eller i forbindelse med jubilæumsskriftet, så hold dig endelig ikke tilbage, men kontakt foreningens bestyrelse snarest - se kontaktinformation sidst i dette nyhedsbrev.
Kommende arrangementer Mandag 23. februar 2026 og mandag 23. marts kl. 19:00 Lørdag 16. maj 2026 og onsdag 10. juni - begge dage kl. 13.30 Lørdag 30. maj 2026 Lørdag 25. juli kl. 13.30 og onsdag 12. august kl.
18.30 "Samlingen" har i øvrigt generelt åbent for medlemmer hver torsdag kl. 13:00-17:00 og i forbindelse med generalforsamlingen samt efter forudgående aftale via en af nedenstående kontakter.
Kontaktoplysninger
|
||
|
||||