Årgang 10  Nummer 1

Marts 2011

Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø

"Ingen fremtid - uden fortid"

Den milde varmefront, der i de seneste dage heltemodigt om end kun tøvende og med små bitte skridt søger at trænge ind over landet fra havet omkring De britiske Øer for at tage kampen op imod den sibiriske kulde, der i de sidste måneder har holdt os i sit faste jerngreb, er forhåbentlig en første bebuder med digterpræsten Kaj Munks kendte ord om, at Foråret så sagte kommer.

Årbogspræsentationen den 27. november 2010
Siden det sidste nyhedsbrev blev udsendt i oktober har Kong Vinter været en fast ubuden gæst på vore breddegrader ofte med en voldsom og påtrængende styrke, der har skabt kaos i vore trafiksystemer. Det fik vi desværre også at mærke, da vi lørdag den 27. november 2010 holdt den årlig tilbagevendende præsentation af årbogen i Besser Forsamlingshus . Adskillige af de ellers så trofaste deltagere i dette arrangement måtte melde fra for ikke at sætte liv og lemmer på spil i den snestorm, der ubarmhjertigt lukkede Samsøs landeveje for unødig udkørsel netop i årbogsweekenden.

Til trods for dette glædede i alt 75 entusiaster os med deres tapre fremmøde til præsentationen og 30 af disse deltog i den efterfølgende middag. Vi siger hermed en stor tak til alle dem, der trodsede uvejrets rasen.

Selvom det opnåede salg af årbogen på premieredagen naturligvis ikke helt kunne holde trit med salget på præsentationsdagen de tidligere år, er det med tilfredshed, vi nu kan konstatere, at salget efterfølgende har været meget opmuntrende, og at vi i skrivende stund er godt på vej imod at have afsat de første 500 eksemplarer.

Mere lokalhistorie
I redaktionen sætter vi stor pris på den respons, der er indløbet fra flere af vore læsere. Et par af disse skal nævnes her, fordi de fortæller os, at vore årbogshistorier og billedmateriale bliver grundigt studeret og kommenteret.

Allerede i forbindelse med præsentationen af årbogen blev der rejst tvivl om dateringen af det store foto på side 158 og 159 af soldatertræffet på Bøgebjerg.
Vort medlem Marno Kjær Vadstrup fra Hammel har senere skrevet til os med flere oplysninger om de Samske veteraner fra de slesvigske krige. Marno Kjær Vadstrup kunne fortælle, at to af hans oldeforældre deltog i mødet på Bøgebjerg og er vist på fotoet. På mødrene side var det oldefaderen Niels Mortensen Kjær fra Holmsborg nummer 16 i anden række fra venstre og på fædrene side var det Peter Sørensen Vadstrup fra Ørby nummer 7 i øverste række fra venstre. Marno Kjær Vadstrup kunne også oplyse, at en tredje af deltagerne, Rasmus Jørgen Vadstrup fra Langemark nummer 5 i øverste række fra venstre var en halvbroder til nummer 7 i samme række. Endvidere kunne Marno Kjær Vadstrup oplyse, at fotoet ikke kunne være fra 1914, således som vi har opgivet , da hans oldefar, ovennævnte nummer 16 i anden række Niels Mortensen Kjær, allerede var død den 3. 1. 1912.

Fra sin mor, der var født i 1893, havde Marno Kjær Vadstrup i øvrigt fået fortalt, at de gamle krigsveteraner mødtes hvert år på Bøgebjerg, og at det var en dag, hendes farfar så hen til hvert år. Hun huskede tydeligt, at han var i sit bedste tøj og havde sin sorte hat på samt de to medaljer, som han havde fået for sin deltagelse i slaget til søs. Han var således eneste overlevende fra en træfning på Slien i kanonbåd nummer 9. Marno Kjær Vadstrups artikel kan læses i sin helhed på foreningens hjemmeside: http://www.genealogy-samsoe.dk/ArticleShow.asp?Article=310 .

En anden reaktion, der vedrører en tidligere artikel i årbogen fra 2007 side 23, kommer fra vores medlem Esther Thunbo fra Videbæk, hvis afdøde mands farfar var Mikkel Jørgen Thunbo, der den 3. december 1926 var blevet udnævnt til Dannebrogsmand for sit formandskab for kystudkigsstationen ” Issehoved”. Esther Thunbo havde i den forbindelse rettet henvendelse til De kongelige ordeners Historiograf i Det gule Palæ, Amaliegade 10, København K. Henvendelsen resulterede i , at hun kort tid efter i december 2009 modtog en kopi af Mikkel Jørgen Thunbos lange levnedsberetning til Ordenskapitlet fra 1930. Esther Thunbo har været så venlig at sende os en fotokopi af denne yderst interessante levnedsbeskrivelse. Vi vil nu lade denne beretning renskrive og sørge for, at den efterfølgende bliver lagt ind på vores hjemmeside og bliver tilgængelig i arkivet.

Ordenskapitlet kunne således være en anden oplagt kilde for oplysninger om medlemmer af slægten, der har modtaget en kongelig orden. Det kunne være interessant at vide, om veteranernes krigsmedalje også har betydet, at den enkelte modtager skulle sende en lignende levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet. Hvis nogen har en viden om dette, håber vi, de vil sende os et par ord herom.

I vores arkiv har vi en lille kulturhistorisk samling af båndede interviews med en række ældre samsinger. Flere af disse går helt tilbage til interviews gennemført af Laurits Kjær-Hansen i 1980’erne. Disse interviews er siden blevet suppleret af Peter Mortensen og Bertel Madsen, således at vi nu i alt har 50. De ældste blev optaget på bånd, og senere er de blevet overspillet til det mere nutidige medie CD’en . Det betyder, at besøgende på vores arkiv kan sætte sig og aflytte disse interviews hos os og derigennem få et meget fint tidsbillede fra en svunden epoke. Peter Mortensen er herefter gået i gang med at overføre uddrag af disse båndede interviews til tekstform, som det  er planen at lægge ind på vores hjemmeside, så de bliver direkte tilgængelige for vore medlemmer.

Det første interview, der således nu i uddrag er tilgængeligt på hjemmesiden, er Laurits Kjær-Hansens samtale fra 9. september 1988 med smedemester Ole Dam i Langemark. Under denne samtale fortæller den gamle smed om sin lange liv, først om opvæksten og læretiden hos faderen i Langemark, dernæst om videreuddannelsen på Sjælland, tiden som svend på Burmeister & Wain, hvor Ole var med til at opmærke skrueakslen til Amerika-damperen “Frederik den 8.”. Herfra kom Ole tilbage til Samsø, giftede sig og overtog faderens værksted, som han drev til den sidste hest i Langemark døde. Ole tegner under samtalen et yderst interessant billede af livet i det lille landsbymiljø, som det levedes igennem perioden fra før Første Verdenskrig, indtil Ole stoppede for ca. 35 år siden. Vi får et indgående indblik i det pulserende liv blandt Oles kunder af husmænd, landarbejdere, bønder, købmænd (en overgang var der ikke mindre end 3 af slagsen i Langemark!) karetmageren, tømrermesteren, skrædderen og mange flere. Interviewet fylder ikke mindre end 3½ tætskrevne sider. Artiklen om Ole Dam finder du på hjemmesiden under Lokalhistoriske artikler: http://www.genealogy-samsoe.dk/ArticleShow.asp?Article=300  

10 års jubilæet den 17. – 19. juni 2011 på ”Walthers Hvile”
Som meddelt i det sidste nyhedsbrev har vi lejet det tidligere "Samsø Bad" nu ”Walthers Hvile” ved Ballen Strandvej i perioden fra torsdag den 17. til søndag den 19. juni til jubilæumsarrangementet og generalforsamlingen

Samsø Bad ca 1930 og Walthers Hvile i dag

Foruden et stort køkken og et meget rummeligt fest- og mødelokale indeholder hotellet 12 dobbeltværelser. Flere af jer har allerede fulgt vores opfordring til at reservere et af disse, men der er endnu 4 ledige værelser, som interesserede kan nå at reservere for overnatning efter først-til-mølle princippet. Kontakt vores kasserer Helle Elisabeth Jørgensen, Havdrupvej 137, 2720 Vanløse telefon 26139533 eller på e-mail adressen bst5559@vip.cybercity.dk Priserne pr. værelse er 1.000 kr. for 2 overnatninger (fredag til søndag), 1.300 kr. for 3 overnatninger (torsdag til søndag), og det er endda muligt at ankomme endnu tidligere og kun betale 200 kr pr nat for de ekstra overnatninger. Der er morgenmad med i prisen lørdag og søndag. Man skal selv sørge for håndklæder og sengelinned.

Selve jubilæumsarrangementet strækker sig over to dage fredag og lørdag på Walthers Hvile og den foreløbige plan ser således ud:

Fredag 17. juni: Vi inviterer til en reception i tiden 13:00 – 15:30. Her vil SLFS være vært for indbudte gæster.

Lørdag 18. juni holder SLFS åbent hus i tiden 10:00 - 14:00 for alle. Arrangement vil blive annonceret i Samsø Posten med en direkte opfordring til alle, der interesserer sig for Samsøs slægts- og lokalhistorie, dermed også ikke-medlemmer, om at besøge os.

Søndag 19. juni holder SLFS' arkiv åbent i tiden 10:00 - 14:00. Bemærk at arkivet på grund af jubilæumsarrangementet ikke er åbent om lørdagen!

I begge disse arrangementer er medlemmerne naturligvis selvskrevne deltagere.

I forbindelse med arrangementet er det vores plan at arrangere en form for kavalkade opbygget over gamle fotos af såvel slægts- som lokalhistorisk karakter krydret med gode slægtshistorier. Kavalkaden vil blive præsenteret på store plancher opstillet i mødesalen. Måske har nogen af jer lyst til at byde ind til denne kavalkade med forslag på materialer (helst fra før 1950), som I finder kan have andres interesse. I så fald send os et par ord med jeres forslag, enten via email eller pr brev, så hører I fra os.

Som et eksempel på et materiale af denne art kan vi nævne, at et af vore medlemmer har tilbudt at udstille en mere end 200 år gammel dagbog ført af en fjern slægtning, der i en årrække var skoleholder i Besser og desuden vil vores webmaster Niels Erik Thunbo Pedersen udstille et udvalg af sin private samling af breve og postkort med tilknytning til Samsø.

Generalforsamlingen afholdes ligeledes på Walthers Hvile lørdag den 18. som tidligere annonceret fra kl 16:00. Dagsorden ifølge vedtægterne. Mere om dette vil tilgå medlemmerne i det næste nyhedsbrev.

Efter generalforsamlingen vil der blive dækket op til en afsluttende festmiddag, som vi også vil fortælle lidt mere om i næste nyhedsbrev, som vi forventer at udsende i begyndelsen af maj måned.
 


Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø
"Onsbjerg Gl. Skole"
Tanderupvej 15
8305 Samsø

Hjemmeside:
www.genealogy-samsoe.dk
Medlemmer, der ikke har fået en adgangskode til hjemmesiden, kan henvende sig til foreningens webmaster.

Åbningstid
Torsdage fra kl. 13.00 til 17.00. Aftale om besøg derudover kan træffes med Niels Henrik Nielsen på tlf. 61 70 21 98 eller med Knud Schou Poulsen på tlf. 24 81 47 51.
Email direkte til samlingen: samlingen@genealogy-samsoe.dk

Kommende arrangementer:
17. - 19. juni Jubilæumsarrangement på Walthers Hvile, Ballen Samsø
18. juni 2011: Generalforsamling på Samsø
Øvrige arrangementer vil blive annonceret på foreningens hjemmeside.

Kontingentindbetaling:
Det årlige kontingent udgør kr. 150 for private og kr. 500 for virksomheder, og det opkræves hvert år i januar måned.
Indbetaling kan ske til giro/bank reg. nr. 0536 konto nr.  0060077193.
Ved betaling fra udlandet benyttes følgende oplysninger:
SWIFT-BIC: DABADKKK, IBAN: DK02 3000 0060 0771 93
Husk at angive medlemsnummer sammen med indbetalingen.

Næste nyhedsbrev:
Maj  2011.

Bestyrelsen:
Formand: Morten Holm Madsen, E-Mail: mortenholmmadsen@live.dk - tlf 33 31 53 53
Næstformand: Michael Klejs, E-Mail: klejs@webspeed.dk - tlf 45 88 57 43
Kasserer: Helle Jørgensen, E-Mail: bst5569@vip.cybercity.dk - tlf 26 13 95 33
Samsøgr.: Niels Henrik Nielsen, E-Mail: nielshenrik@skylinemail.dk - tlf 61 70 21 98
Webmaster: Niels Erik Thunbo Pedersen, E-Mail: nep@dhigroup.com - tlf 40 77 95 55
Suppleant: Ane Mette Øster, E-Mail: dueost@mail.dk - tlf 44 98 77 68
Suppleant: Jens Erik Mortensen

Kontaktperson til Samsøgruppen:
Niels Henrik Nielsen, E-Mail: nielshenrik@skylinemail.dk - tlf 61 70 21 98 

Støt firmamedlemmerne:


Ulla Fredsøe



Samsø Posten



Den gamle Købmandsgård - en unik ramme for godt samvær!



Trevor Parnaby
Entreprenør- og havearbejde

... de støtter os!
logo_slfs.gif (4325 bytes)