Peter Mortensen, medlem af SLFS's Samsøgruppe, har bearbejdet et lydbånd med en samtale mellem Smedemester Ole Dam, Langemark og Laurits Kjær-Hansen, optaget 9/9 1988:

Ole Dam er født 1905, og døde i 1991. Ole fortæller at hans far havde smedien fra 1900 til sin død 1924. Som dreng fik Ole tidligt lov at hjælpe til med de ting han kunne magte. Efter skolen kom han i lære hos sin far, og var udlært i 1924. Samme år døde hans far, og hans mor forpagtede smedien ud til en fra Jylland i 4 år, mens Ole tog til Sjælland for at lære noget mere. Var på et værksted i Lyngby, hvor der kom mange heste for at blive skoet, og der blev lagt jernringe om hjulene. Kom så til en smed i Birkerød, dejligt sted at være.

Den første time om morgenen lavede vi hestesko 2 mand sammen, den ene ved essen, den anden ved ambolten. Hestesko er fint arbejde, de skal passe. En varm sko på hestens hov lugter godt, det var for at passe den til, kun et øjeblik.

Så til B&W, der lavede jeg opmærkning, det skulle være meget nøjagtigt, vi var 20 mand der mærkede op. Har opmærket skrueakslen til Amerika damperen ”Frederik den 8.” Den målte 290 mm i diameter.

Da jeg skulle hjem for at overtage smedien i 1928, var de andre godt misundelige på mig. Smedien i Langemark er bygget 1880 af 8 bønder, og de ansatte en bestyrer til at passe den. I 1900 købte min far den. Kul til essen og jern kunne købes flere steder, også ved Købmand Andersen i Langemark, huset ligger højt ved vejen til Besser, men den ene ende af huset er fjernet.

Jeg blev gift i 1929 med Meta Bonde fra Nordby, og i 1931 fik vi vor datter Karin. Meta havde flere søskende i Amerika, hun havde en bror derovre der døde, ham arvede vi nogle penge fra. En anden bror er udlært ved brødrene Vadstrup i Tranebjerg, ligesom Laurids. Han kom ind til B&W. Ole fortæller at han har haft 52 landmænd som kunder med at holde sko på hestene. Dejlige kunder.

Jeg har haft en ældre smed til at hjælpe mig i en 8-9 år, og af og til en arbejdsmand der kunne slå med forhammer, det var Jørgen Meisner, der også var ved Kås på elværket i Østerby. Når vi skulle lægge hjulringe på hjalp Meta mig, hun var stærk og god til det.

Vi havde en dejlig karetmager i byen, Rasmus Jensen, dygtig. Størrelsen på en hjulring skulle være jernets tykkelse mindre end omkredsen målt med en trille vi kørte træet rundt. Når vi lagde den varme ring på hjulet og hældte vand på, trak den sig sammen så træet knagede. Jeg stoppede med at sko heste da den sidste mands hest døde.

Tiden ændrede sig, men jeg har da solgt mange gummivogne og redskaber til traktor. Vi fik tidlig elektrisk blæser til essen, det var en god ting, og fik så autogen svejser og skærer, og også elektrisk svejser, men ikke CO2.

Åge Larsen havde en hest, der kunne slide et par bagsko på 14 dage, vi prøvede at lægge stål på i spidsen, men så kunne hesten ikke gå, så det matte vi lade være med. Men Åge beholdt hesten alligevel, han var glad for den. Han kørte mælketur sammen med Jens Poulsen hver anden uge, så havde de to heste for.

Snak om Åge Larsens søn, der har købt Brinks hus.

Hans far hed Jens Rytter, bedstefader Søren Rytter. De havde en gård der, men den brændte i 1906, og så byggede de huset. De 30 tønder land, der hørte til, blev fordelt til flere mindre ejendomme. Der er ikke mange smedier som Oles tilbage.

Det kunne være et hårdt arbejde at være smed, især hvis der kom mange heste, og det skete gerne når det var regn, så man ikke kunne være i marken. På Sannholm havde de 12 heste der skulle passes. Om vinteren kørte de korn til Sælvig, så skulle hestene broddes, for der var en grim bakke her ved Langemark, før den nye vej blev gravet igennem.

Før i tiden var det en lang besværlig vej til Ballen: op over bakken lige øst for smedien - ud syd om ”Bøgeshøj” der var bygget i 1917 på ydermarken fra en gård i Langemark, og så ad den gamle vej mod Campingpladsen, derfra på havvejen til Ballen.

I 1935 begyndte man på den nuværende linjeføring, der blev begyndt fra havsiden med kurs mod Langemark. Det foregik med heste og hånd- kraft, jorden blev pløjet løs og læsset med skovl og kørt væk på bollekasser og trillebør.

Først i 1940-45 var man nået til Langemark, her lå to huse i vejen, så de måtte opkøbes og væltes for at komme ud til vejen mod Besser. Det var et stort projekt, men vi fik en god vej til Ballen. Vi havde to gode købmænd i byen: Kjeldmand og Max Jensen. Max var søn af bager Jensen i Tranebjerg og blev ved længst til 1963. Kjeldmand var udlært ved købmand Rasmussen i Ballen, og lukkede sin butik nogle år før.

Laurits fortæller, at der er lavet en slægtsbog om familien Kjeldmand, som han har lavet kopi af ??? Kjeldmans kone var søster til smed H.F.Hansen.

Vi har haft flere håndværkere her i byen, Marius Mikkelsen var en god tømrer og snedker, og havde en afdeling der lavede kartoffelkasser til GASA, og hvor der også var tømmerplads til at lave spær.

Karetmageren er nævnt, Emil Rasmussen var murermester og har bygget flere huse i byen, August Pløger var møbelsnedker, Anker Petersen havde et fragtskib der kaldtes en” Paket”, under krigen hentede han varer og tørv til øen.

Vi har haft en skrædder i byen, en glarmester og i nyere tid Knud Stjernes butik med gas, både, jagt- og fiskeudstyr.

I mine yngre dage var der også gang i Langemark Mølle, den lå på bakken øst for vejen til Tranebjerg, overfor vejen ned til ”Hornshøj.” Den ejedes af Hans Kjær, der boede hvor Søren Sørensen nu bor. De flyttede ud til ”Hellemose”, men da havde sønnen Emil Kjær forinden bygget nyt stuehus i 1914. Hans Kjær gik i flere år fra ”Hellemose” ud for at passe møllen. Men omkring 1935 gik den ene vinge på møllen i stykker, og det blev besluttet at brække den ned.

Torup Mølle var da stadig i gang, men 15 år senere blev den også taget ned. Nogle mærkepunkter forsvandt for egnen.

På vej mod Ballen syd for vejen lidt efter ”Bøgeshøj” lå Holmsborg Teglværk. Her arbejdede folk fra Langemark, men efterhånden var leret på stedet brugt, og teglværket stoppede omkring 1917. Den store udgravning blev senere brugt som losseplads, og det sidste der blev fyldt i var Madebjerggård mejeri, der blev brækket ned i 1983, og brokkerne blev kørt i hullet og der blev fyldt jord henover.

Laurits: Hvordan kommer du omkring Ole?
Jeg cykler, jeg har haft knallert , men den har jeg solgt igen, det gik for stærkt og det kneb med at høre biler der kom bagfra. Min cykel er 60 år, den bliver holdt i orden og kører fint. Jeg har kendt mange folk i byen gennem årene.

Oppe ved Søren har jeg kendt 4 generationer: oldefar hed Niels Peter Sørensen, hans søn hed Niels Søren, så Peter og nu Søren, hans søster Anna er gift og bor i Hou. Her i byen er det kun Hans Hansen og Søren der har køer, Hanses bror Ernst fra Vesterløkken kommer gerne og hjælper dem, han har ikke selv jord mere.

I huset ved siden af mig boede Skrædder Andreas Larsen, hans datter overtog huset, hendes mand var Arboe Rasmussen, der var ringer ved Besser kirke. Dem havde Meta og jeg det godt med, vi kom sammen og spillede kort, det var skærvindsel vi spillede, et godt spil.

Laurits: Hvordan går tiden for dig Ole?
Jeg har nok at lave med småreperationer for folk, og ellers laver jeg Vildtrammer, som jeg kalder dem. Jeg har lavet over 100, folk bruger dem til at hænge blomster eller vildt eller kopper på. Jeg har lige solgt en i dag til Inga, hun har overtaget sin far Anker Petersens ejendom.

I øst enden af byen kan jeg nævne nogen af dem er eller har været der: Anker Bertelsen, hans bror Mikkel Bertelsen lige ved siden af. Så Anders Johnsen hvis søn Anton blev sognets vejmand, Magnus Jensen boede lige ved siden af, og hjalp Anton. Magnus har det godt, er lige fyldt 85. Længst nede var Ras Morten Jensen, han kørte mælk i mange år, hans søn Jens Jensen fulgte efter, han havde lillebil også. Han var med da jeg holdt 70 års fødselsdag i Besser Forsamlingshus, men døde året efter 69 år gammel.

En anden af mine gamle kunder Albert Mortensen i Torup døde også kort efter, han var 68 og var også med ved fødselsdagen. I den ende af byen boede også Jens Sørensen, og der var Hans Poulsen, der var vejmand da jeg started i smedien. Hans 3 sønner er alle landmænd her omkring: Leo, Lanther og Gunnar, de er kunder hos mig.

Snak om pensionatet Holmsborg, Laurits har været der, trænger til en kærlig hånd. Ole fortæller om Teglværket med samme navn, kan huske da det var i gang, hans far lavede firkantede jernbånd til at spænde om skorstenen. Da ejedes det af en fra Nordjylland, der hed Rise, havde også teglværk deroppe. Da Ole var i Birkerød lavede de ting til teglværker der omkring, der var mange svenskere der arbejdede på dem.

Laurits: Har du været i Birkerød siden?
Ja, 22 år senere, da kunne enken kende mig, jeg var der da de blev gift. Tilbage til Langemark. I Morten Pæjesens gård kom svigersønnen Jens Ladefoged til, så Viktor Jensen, og nu Per Enevoldsen, han er ved at bygge en ny stald, en bred hal vil jeg kalde den. Ved siden af var karetmageren der lavede bollekasser og træhjul til dem, jeg lagde hjulringe på og lavede beslag, han lavede flot arbejde.

Der bor nu Vognmand Lanther Clemmensen, han bruger værkstedet som garage til lastbilen. Hans søn Polle bor der nu og holder det hele i fin orden. Lanthers kone hed Minna, hun var datter af Frederik Rasmussen, der boede i købmand Andersens hus.

Frederik var god til at stange ål i fjorden, han vidste de steder de var og kom hjem med fangst, når andre folk ingen ål fik. Hans søn Skjold, der bor i Stenskov, har vist de samme evner.

Der hvor Brinks hus ligger, lå Søren Rytters gård, men den brændte under tordenvejr i 1907.

Laurits: Jeg har optegnelser over alle ildebrande på Samsø siden 1700 tallet.
Tæt ved lå Astrid Ladefogeds ejendom, hun var ugift, men klarede selv både dyr og mark.

Laurits: Det siges at Sannholm har ligget i Langemark til den blev flyttet ud i 1802.
Der har også været Sygehus, det skulle have ligget bag Georg Sørensens ejendom. Jeg er jo en af de ældste her i byen sammen med Kirstine Bertelsen, der er fyldt 90, og så Magnus Jensen.

Anton Johnsens hus ejes nu af Bertel Madsen, han er formand for Museet, vi har haft noget snak om at få smedien fredet, så den kunne bevares for eftertiden. Smeden i Besser Julius Stjerne var min gamle ven, sidst jeg hentede jern til mine vildtrammer sagde han: Kom ind og snak lidt. –Ja, og så døde han vel en måned senere.

Laurits: Jeg kom først i rigtig kontakt med ham i de senere år, selv om mit hjem lå tæt ved. Han havde altid travlt. Men han kaldte på mig engang han var ved at lave lågen i den nye kirkegårdsmur ved Besser Kirke. Den var tegnet af en arkitekt og der står 1944 på den. Den er flot.

Ole: Han har også lavet lågen ved Mikkelstenen, du kan nok tænke det skulle være smeden fra Besser til en mindesten over Mikkel Søren Holm, det var i 1916. Det var Stenhugger Janus fra Kolby der har hugget navne i den. Vi børn var oppe at se ham i gang når vi gik fra skole. Der gik en skolesti fra Langemark bag om Mikkelshøjen mod Besser. Når vi børn gik hjem mødte vi tit Magnus mor Ane Margrethe, hun gik den anden vej, hun skulle ned for at gøre rent på skolen, hun passede også med at fyre i kakkelovne.

Laurids: Sådan var der mange stier dengang, til skoler og kirker. Somme tider blev de pløjet op, men folk gik der bare alligevel.

Ole: Jeg er jo en indfødt Langemark-mand, og har kendt en masse folk, de var vant til at gå langt. En stehugger der hed Jørgen Sørensen gik til Nordby for at arbejde. Den mand jeg talte om der hjalp mig, hed Niels Jørgensen og boede Tværvej 32.

Optaget 9/9 1988.

Morten Holm Madsen har følgende kommentar til optagelsen: