Vi er også på Facebook:  FaceBookIcon.gif

logo.gif (4325 bytes)
Stiftet 19. maj 2001

Nyt om SLFS:
Nyhedsbrev september 2024
Husk at betale kontingent
Husk at bestille Årbogen 2023
Det sker i 2024
Samsø billed database
Samsø slægtsnavne
 

UK.png English Summary

Nyeste artikler:

Opdateret:
10/05/2024
af: Niels Erik Thunbo Pedersen

Webmaster:
Niels Erik Thunbo Pedersen

Sprog/Language:

Persondatapolitik:
Persondata- og Cookiepolitik

Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø Du er ikke logget ind
LOG IND
»Ingen fremtid - uden fortid«
Jens Kristensen †
Skrevet af: Bertel Madsen, 04/08/2009
Vis Oversigten

Jens Kristensen døde pludselig den 30. juli 2009, få dage efter, at han havde fejret sin 90 års fødselsdag i sit sommerhus ved Sælvig Bugten. Mange mennesker var mødt op for at lykønske ham, dels familie, dels venner fra Samsø og Hvidovre, hvor han i  mange år havde været medlem af kommunalbestyrelsen, valgt af Socialdemokratiet, og været med til at præge udviklingen fra landsby til moderne forstadskommune.

 

Men Jens var fra Samsø, og her havde han sin barndom og ungdom.

Han fødtes i Østerby i 1919. Mange år senere arrangerede han byvandringer i Østerby, hvor han aldrig blev træt af at fortælle om mennesker, han havde kendt: husmænd, storbønder og arbejdere.

 

Han omfattede sin fødeby og sine forældre og familie med stor kærlighed. Han var fuld af historier, anekdoter og konkret viden. Dertil var han en god fortæller, og han talte højt, så man kunne høre, hvad han sagde. For alle, der interesserer sig for Samsø, dens historie og mennesker, var han en guldgrube. 

 

Han stillede sin viden og sit righoldige materiale af bl.a. gamle billeder til rådighed for øens arkiver. I Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø’s årbøger skrev han artiklerne ”Jens Olling – en virksom bonde” og ”Gamle gårde og huse i Østerby”.

 

Han var en flittig læser og beundrer af St.St. Blicher’s og Jeppe Aakjær’s digtning. Af sidstnævnte vil jeg citere et vers:

 

                 ”Hvad var vel i verden det fattige liv

                   med alt dets fortærende tant,

                   om ikke en plet med en dal og lidt siv

                   vort hjerte i skælvinger bandt!

                   Om ikke vi drog fra det yderste hav

                   for bøjet og rynket at stå

                   og høre de kluk,

                   de mindernes suk,

                   fra bækken vi kyssed’ som små.”

 

Bortset fra at han hverken var bøjet eller rynket, synes jeg, at dette vers passer på Jens. ”Bækken vi kyssed’ som små” var for ham Østerby og Samsø.

 

Jens Kristensen var en god og trofast ven og et stort menneske. Han vil blive savnet af familie og venner. Æret være hans minde.

www.genealogy-samsoe.dk - 0
Grafik og tekst er optimeret til Internet Explorer
Set bedst med en skærmopløsning på 1024 x 768 eller højere
AspUpload Table Editor
Powered By: Snitz Forums 2000 Version 3.4.03