Slægts- og
    Lokalhistorisk Forening Samsø udgiver også i 2010 en serie lokalmærker.
    BESTIL ON-LINE
	De fem motiver til årets Samsø Lokalmærker er hentet fra Slægts- og 
	Lokalhistorisk Forening Samsøs årbog 2010. Bogens titel er: ”Hvad arkiverne 
	gemte. Folk og historier fra Samsø”, og den er foreningens 10. årbog i 
	rækken.
	En række forfattere har været på jagt i arkiverne – i foreningens eget 
	arkiv i Onsbjerg såvel som i de private familiearkiver, og det er der også 
	denne gang kommet en række interessante og meget læseværdige artikler ud af.
	
	
	Mærkerne forestiller:
	Motiv nr. 1: Skippergården i Nordby. En af Samsøs få bevarede firlængede 
	gårde. Skippergården er kilde til en brevveksling fra årene 1818 - 1857. 
	Brevene er skrevet af skolelærer i Herlufmagle på Sjælland, Michel Rasmussen 
	(1798-1859), der var bondesøn fra Nordby. 
	Motiv nr. 2: Hus i Kolby Kås omkring år 1910. Det havde front mod havet og 
	lå omtrent, hvor Samsø Andel & Korn (SAK) nu ligger. Her boede fisker Jens 
	Peter Jensen, hvis liv er beskrevet i årbogen.
	Motiv nr. 3: Kolhøj Mølle i Brundby, malet af Frederik Larsen Særsløv i 
	1916. Netop i år er der påbegyndt en større renovering af møllen, som er et 
	af Samsøs historiske klenodier. Maleriet blev oprindeligt købt af Bertel 
	Madsen (1870-1931), der var skolelærer ved Brundby Skole, Bertel Madsen 
	skriver i bogen om tiden i Langemark omkring 1880. Billedet er i privat eje.
	Motiv nr. 4: Anton Rosens hus i Tranebjerg, opført i 1901 til brug som 
	Teknisk Skole. Bygningen har senest været Samsø Kommunes rådhus og er nu ved 
	at blive ført tilbage til sit oprindelige udseende. Læs om murermester J. J. 
	Jensen, der var med til at opføre huset, og som senere blev leder af skolen.
	Motiv nr. 5: Møllebakken i Pillemark. Lad tankerne gå 100 år tilbage i 
	tiden, når du læser den tidligere beboer Mikkel Jørgen Hansens egne 
	beretninger fra dette sted i perioden omkring starten af 1900-tallet.
	Foreningen har til formål at udbrede kendskabet til Samsøs kulturhistorie gennem 
	indsamling, opbevaring og formidling af slægts-og lokalhistoriske 
	materialer, så de bliver tilgængelige for foreningens medlemmer og andre, der 
	interesserer sig for Samsøs historie.
	
	Lokalmærket for 2010 vil være til salg på Samsø fra og med den 
	27. november. Det vil tillige kunne købes direkte hos foreningen i Onsbjerg Gl. Skole, Tanderupvej 15 i åbningstiden (torsdage 13:00-17:00), eller det kan bestilles on-line 
    HER
Oplag 
	500 ark. Trykt hos Samsø Posten ApS, 8305 Samsø