Samsø årbogen 2004 er kommet. Den er den fjerde i rækken siden 2001, og som de forrige indeholder den lidt af hver og stort og småt mellem hinanden. Der indledes ganske passende med Vesborg fyr, som nu har mistet sig betjening og blevet gjort automatisk. Vi hører lidt om selve fyret og om voldstedet, hvorpå det står, og kan læse en længere beskrivelse af fyrets tekniske indretning og fyrmesterens og hans assistents bolig i 1922 samt en indberetning til Fyrdirektoratet 1945 om de ved fyret ansattes deltagelse i modstandsbevægelsen i det sidste krigsår.

Fyrets lys fører videre til ilden, dels ved omtale af de gamle bålskikke, dels ved en længere artikel med talrige illustrationer om bilæggerovne, kakkelovne og kaminer, hvoraf flere er fabrikeret på Maskinfabrikken Samsø. Sidstnævnte artikel får en til at tænke på, hvordan det var dengang, den eneste varme i huset kom fra en kakkelovn eller kamin i opholdsstuen (bortset naturligvis fra komfuret i køkkenet). På hvor glohedt der kunne være i stuen om aftenen, men samtidig også hvor koldt der var om morgenen, hvis ovnen var gået ud i løbet af natten, og på hvor koldt der var i soveværelser og de andre rum; på hvor ofte man havde hentet en spand kul eller koks i udhuset; og på hvordan en dag i sensommeren eller i det tidlige efterår en hestevogn kom med kul eller koks, som da blev læsset af i den lille gårdsplads, hvorfor man selv måtte skovle det ind i udhuset. Det var et forfærdelig snavnet og støvet arbejde.

Temaet om ild rundes af med artikler om brændsel og spareovne, om de hyppige ildebrande i ældre tid og om oprettelsen af redningskorpset i 1934.

Det slægtshistoriske er repræsenteret ved bl.a. en beretning om den driftige bonde Jess Larsen Olling, om Niels Henrik Olsen og hans hustru Getrud (en virkelig sørgelig historie), om stenhuggeren Peder Madsen, samt af Karl Kjeldmands erindringer om sin far, landpostbud Hans Sørensen Kjeldmand. Det fremgår her, at det at være landpostbud involverede hele familien, for hustruen måtte sortere og stemple post og børnene bringe pakker ud. Det sidste skete med en udrangeret barnevogn!

At omtale alle indlæg vil føre for vidt, så lad mig blot sige, at der er noget for enhver smag. Men, og det er ofte problemet med lokalhistoriske publikationer, det er lidt indspist. Det er læsere på eller fra Samsø, der vil få mest glæde af årbogen. Men det er jo nok også for dem, den primært er skrevet. For det er vigtigt at bevare minderne, de mange lokale historier og sagn, i en tid, der bliver mere og mere globaliseret. Vi lever nu, siger man, i den globale landsby, så derfor er det rart at blive mindet om, hvordan det var at leve dengang, der var rigtige landsbyer til. Dengang en fra Nordby "talte et underligt sprog" for dem, der boede andetsteds på øen, eller som det hedder i artiklet om Nordby gartneri: "Mor var jo fra syd-Samsø, så man var jo lidt anderledes". Små detaljer, som ingen vist rigtig tænker på idag. De mennesker, der har leveret bidrag til årbogen, skal derfor ligesom dem, der besørget udgivelsen, takkes. Jeg vil dog håbe, at redaktørerne i fremtiden ville være grundigere med korrekturlæsningen, for årbogen skæmmes af lidt for mange tryk- og stavefejl. Meningsforstyrrende er det, at den omtalte Jess Larsen siges at være født i 1783 og død i 1875 i en alder af 92 år, og at branden i Kolby 1848 et sted siges at have berørt 413, et andet 314 mennesker. Uanset antallet, er det dog mange, en ca 8-9% af den daværende befolkning på Samsø! Det var en katastrofe af dimensioner, som nok kunne tages op til behandling i en kommende årbog. Man kan også spørge, om Kahnauen er en trykfejl eller blot en dialektal form for Kanhave. Er det sidste tilfældet, burde det vel være sagt af hensyn til os læsere, der ikke har det store kendskab til øen.

Er farvebillederne i årbogen af god kvalitet, gælder det desværre ikke de sort-hvide illustrationer. Mange af disse er af ældre dato, men alligevel. De må kunne gengives bedre, så man kan se detaljerne. Fx. det herlige fotografi af landpostbudparret side 122. Det er taget i deres fine stue og de er i deres fineste tøj. Han sidder som en patriark med sin lange pibe, men hvad gør hun? Er det et sytøj eller en lille bog, hun sidder med? Bemærk også, at stolen foran bordet er drejet, så den fine opsats (af forsølvet messing eller sølv?) er kommet med på billedet. Jo, det var vigtigt, også for jævne folk, at få foreviget deres værdier.

Trods disse lidt kritiske bemærkninger har det været en glæde at læse årbogen. Så derfor vil jeg blot ønske, at den ild, der brænder i jer, når I kæmper for en sag, kan holdes ved lige. Det fortjener den.