Jeg er født den 23. august 1930 som søn af Magdalene Schou og Hans Kristian Poulsen, Tranebjerg by og sogn.

Den 4. Maj 1945 var jeg tilskuer til en fodboldskamp på Tranebjerg Sportsplads; hvem der spillede kan jeg ikke huske, men aftenen var en lys forårsaften, som den kan være i maj. Der var mange tilskuere, for det var en anledning til at mødes, og det var før fjernsynets tid. Der var ikke noget udgangsforbud på dette tidspunkt. Blandt tilskuerne så jeg politibetjent A. Porse, som vi ikke havde set i et stykke tid. Han var gået under jorden, efter Tyskerne tog det danske politi i 1943.

Vi blev holdt godt underrettet om krigens gang fra BBC’s danske udsendelser fra London. Først kom morsetegnene for ”BBC, her er London”, dernæst hvilken bølgelængde BBC sendte på og til sidst Prins Jørgens march. Som afslutning kom en særmelding, der var en meddelelse til den danske modstandsbevægelse. Særmeldingen til Samsø var ”Hilsen til Hedvig” og derfor vidste vi, at det kun var spørgsmål om kort tid, inden at krigen var ovre.

Hvem der vandt fodboldskampen, ved jeg ikke. Omkring kl.20.36 kom der en pige løbende ind på pladsen og råbte at tyskerne havde kapituleret og at kapitulationen skulle træde i kraft dagen efter, den 5. maj kl. 08.00. Der var et øjebliks tavshed. Kampen stoppede. De omkringboende kom ud og bekræftede, at det var sandt. Så lød der et hurra, og alle tog hinanden i hænderne og hilste på hinanden sang: Der er et yndigt Land. 2. Verdenskrig var slut i Europa. Vi blev helt ellevilde, råbte hurra og omfavnede hinanden.

Nu skulle lyset tændes, og der blev tændt lys i alle husene. Mørklægningsgardinerne blev revet ned, smidt ud på gaden og der blev sat ild til dem. I alle vinduer blev der sat levende lys. Vi gik igennem byen, der var mange folk med flag og levende lys, og vi sang danske sange, jublede og var helt opstemte. Gadebelysningen, som ikke havde været tændt i 5 år, blev tændt og fik også et hurra med på vejen. Vi var som berusede; én stor familie. Det varede til langt ud på natten.

På et tidspunkt kom jeg hjem. Far og Mor havde ligesom alle andre tændt lyset i hele huset og sat levende lys i vinduerne. De omkringboende stod ude på gaden (vi boede dengang i Langgade 38) og var glade og opstemte. Jeg kom sent i seng den aften.

Jeg var ikke i skole dagen efter, da vi havde fået fri. Jeg hørte ikke selv frihedsbudskabet den 4. maj, men først dagen efter.

I de kommende dage blev der interneret personer, der havde udvist sympati for tyskerne. De blev afhentet af modstandsbevægelsen og ført til den gamle gymnastiksal på Realskolen (den nuværende Samsø Kommuneskole) indtil deres sag kom for, og det blev afgjort, om de skulle retsforfølges eller frikendes. Jeg hørte i løbet af dagen, at den tyske kommandant havde forhindret en af sine egne i at gå amok. Den tyske soldat var i fuld kampudrustning på vej mod Tranebjerg for at skyde danskere

Den 5. maj flagede alle, der kunne flage, ikke kun på Samsø, men i hele landet.

Nogle dage senere kom der personel fra RAF til Samsø, hvor de spillede fodbold mod et hold fra Samsø. Englænderne var blev privat indkvarteret. Under opholdet på Samsø gav RAF opvisning i kunstflyvning med 4-5 Spitfire-fly over byen. Jeg stod på vandtårnet på Møllebakken sammen med en masse andre. Hele byen var ud på gader og pladser for at se opvisningen. Jagerne var så langt nede, at vi kunne se piloterne. Opvisningen varede kun kort tid.

Jeg kan endnu så mange år efter høre Rolls-Royce motorerne for mig. Denne lyd, som vi kendte så godt, når bombemaskinerne kom fra vest ind over Samsø og drejede mod syd for at bombe de tyske byer, for timer efter at komme tilbage og dreje mod vest mod England. Nogle gange var lysskæret fra branden mod syd så kraftig, at himlen var så oplyst, at der var lyst i byen. Jeg glemmer det aldrig

Samlet og redigeret 1995
Kilde: egne oplevelser
Alle rettigheder forbeholdes © Knud Schou Poulsen